Saiz var godt gal på Tour de France-ledelsen og især det franske politis fremgangsmåde. I konsekvens trak han blandt andet ONCE ud af Tour'en, hvilket fik de andre spanske hold til at følge trop.

Det gav alvorlige ridser i forholdet til løbsdirektør Jean-Marie Leblanc. Ridser som først nu er ved at være poleret ud. Men Saiz er stadig en mand med sine meningers mod - hvad enten man bryder sig om dem eller ej.

"Alle tror, at jeg var gal på Tour'en i 1998. Det har aldrig været tilfældet. Hvis Frankrig havde benyttet de samme fremgangsmetoder overfor andre sportsgrene, som man benyttede overfor cyklingen i 1998, ville jeg have klappet.

Men så man de samme kontrolmetoder brugt under VM i fodbold? Var der politi i det franske omklædningsrum efter kampene? Nej vel!

I den netop overståede EM-finale havde man en spiller på banen, der er testet positiv for doping (Christophe Dugarry er tidligere blevet testet positiv for nandrolon, men gik straffri på en teknisk formalitet, red.) og en anden, der har fået målt en hæmatokritværdi, der var højere end den, Pantani fik målt i Giro'en," konstaterer Saiz (den sidste påstand er ikke helt rigtig. Didier Deschamps fik, mens han spillede for Juventus, målt en hæmatokritværdi på 51,2. Pantanis i Giro d'Italia var 52, red.).

"Selv uden at have kontroller i fodbold ved man altså, at der allerede har været positive tilfælde. Cykling er en lille sport i forhold til fodbold. Selv på den medicinske front fører fodbolden. Men i Frankrig skal man ikke have rørt ved fodbolden," kommer det anklagende fra Saiz, der også er formand for sammenslutningen af professionelle hold, AICGP.

Saiz, der fremfører sine synspunkter i den franske sportsavis L'Equipe, erkender, at cykelsporten har sine problemer. Men han nægter at have specielt ondt af Tour de France.

"Ofret er cykelsporten, som Tour de France er en del af, på samme måde som os, rytterne, offentligheden og pressen. Tour'en er på alle niveauer det største løb i verden. Men det er ikke vigtigere end resten af cykelsporten, og den dag man bliver bevidst om det, vil man have taget et stort skridt. Vi er alle ansvarlige for Festina-affæren - vi, såvel som Tour'en. Men jeg fastholder, at det ikke er nødvendigt dag efter dag at piske os selv med det," mener Saiz.

Han erkender imidlertid, at det ikke er befordrende for sporten, at tre ryttere blev nægtet start i denne Tour på grund af en for høj hæmatokritværdi.

"Jeg er oprørt over, hvad de tre har gjort. Vi kom til start med håbet om, at alt dét var forbi. Vi havde tilladt en EPO-test, hvis den havde været klar. Mere kan vi ikke gøre," mener Saiz.

Og især den franske forargelse over, at de pågældende ryttere kan køre igen, hvis de om 14 dage klarer en ny hæmatokrittest, slår ikke Saiz ud af kurs.

"Sådan er reglerne. Hvis man vil gå hårdere til værks, ville jeg ønske, at det gjaldt alle sportsgrene. Jeg kan ikke se, hvorfor en fodboldspiller skal behandles anderledes end en cykelrytter."