Cykellegende undrer sig over den evige tavshed fra Team Sky.
Han var én af den texanske dopingsynder Lances Armstrongs mest stædige og skarpeste kritikere. Og den tredobbelte Tour de France-vinder Greg LeMond er bestemt heller ikke særlig imponeret over britiske Team Sky, der i de seneste år somre har totaldomineret de franske landeveje - med en sky af mistanke konstant svævende over sig.
I årets Tour-startby, Düsseldorf, kastede LeMond, der vandt verdens hårdeste cykelløb i 1986, 1989 og 1990, benzin på snakken om, hvorvidt Sky-rytterne udelukkende kører på havregryn og energibarer. Den amerikanske cykellegende revsede den manglende åbenhed på fra Sky-holdet, der i år ellers har skuffet den mørke holdtrøje med en mere indbydende mælkehvid trikot.
»De har udvist en utrolig mangel på åbenhed og en modvilje til at fremlægge statistik og data. Jeg er skeptisk. Jeg håber ikke, at det kommer mere kontrovers i vores sportsgren, men jeg føler bare, at der er noget, som ikke stemmer,« udtalte Greg LeMond til Telegraph.
Den nu 56-årige amerikaner, der under Touren agerer ekspert for Eurosport, langede i samme ombæring ud efter Team Skys brug af det smertestillende præparat Tramadol, der er en lidt mildere udgave af morfin. Et præparat, som ifølge den tidligere Sky-rytter Michael Berry flyder rundt på det britiske hold.
»Tramadol er et opioid. Hvis et hold virkelig bekymrer sig om sine rytteres tilstand, hvorfor giver man så det her til dem,« lød spørgsmålet fra LeMond.
Svaret må blæse i vinden – for BT forholdt Team Sky for Greg LeMonds udtalelser efter søndagens etapeafslutning i Liége, og her lød svaret fra holdets pressemand, at man med den gule trøje siddende på Geraint Thomas har andet end LeMonds udtalelser at bruge energi på. Skys teamchef, Sir Dave Brailsford, ville heller ikke stille op til en kommentar om, hvorvidt holdet manglede åbenhed. Og på den måde svarede han vel egentlig alligevel på spørgsmålet.
Sky kom for alvor i krise, da en russisk hackergruppe i september sidste år afslørede holdets tidligere toprytter Bradley Wiggins i at have benyttet det forbudte stof triamcinolone under hans Tour-triumf i 2012. Sky hævdede efterfølgende, at Wiggins havde fået dispensation af Tour-ledelsen, da stoffet modvirkede Wiggins allergi.