Den tidligere sportsdirektør i FCK, Carsten Vagn Jensen, ønsker fortsat ikke at kommentere på sin interesse i posten som elitechef for DBU, og om han har været til samtale med DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer.
»Jeg kommer ikke til at kommentere på noget i denne sag,« lyder meldingen for kandidaten til den centrale DBU-post.
Carsten V. Jensen har ifølge BTs oplysninger været til mindst en jobsamtale med administrerende direktør i DBU, Claus Bretton-Meyer, i forbindelse med de kommende ansættelser af de to personer, som står til at få nøgleposter i organisationen. Det er nemlig i disse dage, det afgøres, hvem der skal tegne dansk fodbolds fremtid, når jobbene som elitechef og talentudviklingschef efter forventning bliver besat, inden februar er omme.
Carsten Vagn Jensen ønsker fortsat hverken at be- eller afkræfte, at samtalen med Claus Bretton-Meyer og resten af det hold, der skal ansætte, har fundet sted. Han har dog tidligere udtalt sig i forhold til sin interesse i stillingerne. Det gjorde han til Fodbold FM d. 26. januar.
»Jeg synes, at DBU har brug for at se sig godt omkring, før de besætter de her to vigtige poster. Skulle jeg være en af dem, er det fint for mig. Så tager vi den snak. Det er ikke det samme som, at man lander der,« sagde han.
Claus Bretton-Meyer holder ligeledes kortene tæt til kroppen. Han har sagt til BTs 'Mandagstræner', at DBU har haft over 20 ansøgninger, og at man godt kan forvente, at de navne, de ender med at præsentere, er både velkendte og anerkendte. Mere ønsker han ikke at afsløre.


