KOMMENTAR

Det er en ret almindelig betragtning, at det er sundest for en fodboldklub, når ingen enkeltpersoner hverken er eller føler sig større end den klub, de repræsenterer. Klubben, historien og kulturen er vigtigere end individer og midlertidige tendenser. Men nogle spillere, trænere eller ledere er vigtigere end andre. Ikke bare spillemæssigt, men som medbærere af klubkulturen eller som særlige publikumsyndlinge, som tilskuerne hellere vil komme for at se end andre. Den slags spillere behandler andre i klubben med særlig rund hånd.

Sådan en er Steffen Rasmussen. Målmanden og anføreren der har spillet hele sin professionelle karriere i AGF, og som loyalt har været med i 1. division, selvom han både var i landsholdsperiferien og utvivlsomt havde andre muligheder. Han kan tillade sig lidt mere end de fleste, og alligevel gør han det ikke. Så når han for åben mikrofon kalder sin træners handlinger for ’underlige’ og ’mærkelige’, er det alvorligt. For træneren.

Da Peter Sørensen forud for AGFs kamp mod FC København i går bænkede Casper Sloth, klubbens største salgspotentiale, fremtidige landsholdsspiller og klart bedste boldspiller, var det en overraskelse, som ingen i klubben havde set komme. Især i lyset af at netop Casper Sloth er en af dem, der har haft et særligt anstrengt forhold til cheftræneren, var det bemærkelsesværdigt. Men det var dog et taktisk valg, der kunne forklares og forsvares. Hjalte Bo Nørregaard og Kasper Povlsen var bedre defensivt, hvilket var et kriterium for at blive valgt til lige netop det opgør.

Men da han i et optaktsinterview fortalte til Canal9, at han uanset, om Steffen Rasmussen var blevet skadet eller ej, netop nu betragtede Emil Ousager som den bedste af de to målmænd, uden han forinden havde fortalt den normale førstekeeper det samme, begik han en fejl af de større. Fordi han trådte uden for det normale kodeks for, hvad man holder internt, før man melder ud. Fordi det var Steffen Rasmussen, han sagde det om. Og fordi Steffen Rasmussen efterfølgende ikke undlod at kommentere det. Det var i al sin enkelthed så langt over grænsen, at han dårligt kan have gjort det ved en fejl i et mislykket forsøg på at opmuntre Emil Ousager, der jo under alle omstændigheder skulle stå på mål i Steffen Rasmussens skadesfravær. Som en bekendt sagde, da vi talte om det inde ved Brøndby-AaB i aftes: ’Det er jo det samme som at bede om en fyreseddel’.

Nu kan man måske mene, at det er lige lovlig meget suppe at koge på en enkelt udtalelse i en optaktsudsendelse og en enkel spillers underspillede, men dog kritiske efterfølgende svar. Uagtet dennes position i klubben og på banen, hvor han som målmand plejer at kunne påberåbe sig en vis form for beskyttelse mod udskiftninger uden forklaring.

Men i en klub, hvor kemien mellem spillere og trænere i forvejen har været udfordret længe og ikke er blevet ret meget bedre over vinteren, er det mere end en storm i et glas vand. Nu fik AGF et flot og uhyre vigtigt point. Den slags kan lappe på dårlige stemninger. For AGFs skyld er jeg bare bange for, at der ikke er point nok i holdet til helt at skabe harmoni.