KOMMENTAR

Jeg ved ikke, om det var meningen, at lussingen skulle blive så hård, som den blev, men med sin vittighed om Flemming Povlsen fik Morten Olsen sagt rigtig meget om den danske angriberstand i almindelighed og om Nicklas Bendtner i særdeleshed. Forløbet var nogenlunde sådan:

I sine indledende bemærkninger på mandagens pressemøde, inden han havde offentliggjort truppen, kredsede landstræneren om manglen på danske klasseangribere i form og med spilletid i benene og fortalte i den forbindelse, at landsholdets sekretær, Simon Rasmussen, havde omtalt Flemming Povlsens gode indsats på Old Boys-landsholdet.

Senere blev landstræneren så spurgt, om Nicklas Bendtner, der ikke var blandt de første 16 udtagne, kunne være et emne, når truppen henover ugen suppleres med tre eller fire spillere, og her var det, lussingen faldt:

- Han er et emne, lige som så mange andre. Flemming Povlsen for eksempel, svarede han.

Altså den 46-årige EM-helt fra 1992. Av. Sådan er virkeligheden jo desværre. Nicklas Pedersen, etmålsmaskinen fra Belgien, som satiremediet Fodboldbrok omtaler ham, er den eneste spidsangriber i truppen, og i den kommende uge er det langt mere sandsynligt, at Ronnie fra Randers eller Dalgaard fra Viborg kommer med mod Malta og Armenien, end det er, at Nicklas Bendtner gør comeback efter sin tænkepausen.

Ikke et eneste ondt ord om de to Superliga-spillere, der begge scorer flittigt og gør både hvad de skal og mere til, men det er da pokkers ærgerligt, at Danmarks bedste angriber har sløset så meget med sin karriere, at han ikke er i spil til de kommende to kampe, der skal vindes, hvis drømmen om VM skal holdes ved lige.

Jeg håber, det hele ændrer sig under den kommende uges forhandlinger med andre klubber, men jeg kan have mine tvivl. Arsène Wenger og Morten Olsen lader til at have omprioriteret den energi, de før havde dedikeret opdragelsen af Nicklas Bendtner, og Jesper Lynghus er nu kun sporadisk tilknyttet som en rådgiver, der kan hyres i problematiske fald.

I stedet gør Nicklas Bendtner alt hyppigere brug af sin kærestes medieagent, Elisa Lykke, som jeg selv kender lidt og i øvrigt synes vældig godt om, men som alt andet lige er mere glimmer og gossip end professionel fodbold. Det siger noget om hans valg, synes jeg, men lad nu ham ligge.

Morten Olsen har et angrebsproblem inden de to kommende kampe, når han absolut vil have en stor, stærk og boldfast spiller forrest i formationen, hvilket man ærlig talt ikke kan klandre ham for at ville.

Det er næppe tiden til at eksperimentere med falske 9’ere, og mod både Malta og Armenien burde der også være mere logik i at stille nogle store mænd ind i feltet og så sparke bolden hen til dem. Det viser den nærmeste historie lidt om. Så hvad gør Olsen? Formstærke Ronnie Schwartz og Thomas Dalgaard? Nicki Bille? Næppe. Duncan i topform og Andreas Cornelius lyder som det oplagte. Det fornuftige. Når nu det desværre ikke er anderledes.