Som BT i juli kunne afsløre, så skal de to tidligere danske landsholdsangribere Morten Skoubo og Mads Junker være med til at etablere og promovere den indiske fodboldliga, Indian Super League, i efteråret.

Men nu er premieren altså udskudt, efter man har besluttet at flytte turneringen tre uger, så de første runders fodbold ikke kolliderer med nationalsporten cricket i det folkerige land. Det fortæller Morten Skoubo ifølge DR til Ritzau:

- Vi havde til at starte med fået at vide, at vi skulle af sted i midten af august. Vi havde dog ikke fået en eksakt dato. Men turneringen er lige blevet rykket i tre uger på grund af, at de ikke ville starte turneringen samtidig med, at der er slutspil i cricket. Og det, tror jeg, er en god idé, hvis man vil promovere fodbolden, siger Skoubo

Cricketturneringen går netop nu ind i sin afgørende fase med semifinaler og finaler, og først når de er afviklet, får fodboldligaen premiere.

Morten Skoubo er sammen med Mads Junker udset til at skulle danne angrebsduo i Dynamo Delhi, mens også verdensstjerner som Roberto Pires, David Trezeguet, Joan Capdevilla, Luis Garcia, David James og svenske Frederik Ljungberg har meldt deres ankomst til indisk fodbold.

Læs mere: Junker og Skoubo tager på vildt eventyr i Indien

For Morten Skoubo gælder det dog først og fremmest om at holde formen ved lige, efter han har været klubløs, siden aftalen med OB udløb i juni.

- Jeg holder mig i gang med alle mulige forskellige løbeformer og styrketræning. Det er bare for at holde mig lidt i sving. Vi har stadig en opstart, når vi kommer derned. Så det handler om at bevare grundformen, siger Skoubo.

Indian Super League spilles over tre måneder fra 12. oktober til 20. december.