Malene Birger, Margit Brandt, Susanne Rützou m.fl - det er lutter velbevandrede navne indenfor nålen og trådens ædle geschæft, der tidligere har modtaget ugebladet ALT for damernes legendariske designpris - Guldknappen.
Prisen, der ifølge arrangørerne, 'gives til en dansk modevirksomhed, der formår at skabe kommerciel succes ved at forene vedkommende design med vellykket branding', uddeles for 28. gang ved Copenhagen Fashion Week i august måned.
Og denne gang er Guldknap-vinderen en genganger fra 2000 - brandet Baum und Pfedrgarten, der blev stiftet i 1999.
- Baum und Pferdgartens kollektioner er altid raffinerede og fortæller en historie, samtidig med at de er tilgængelige og brugbare. Rikke og Helle har holdt fast i brandets dna, samtidig med at de har ført Baum und Pferdgarten gennem en succesfuld transformation. Deres kollektioner står skarpere end nogensinde, siger hovedkraften bag Guldknappen - ALT for damernes moderedaktør, Line Hindsgaul.
- I dag går det supergodt hos os, og det er dejligt at få et rygklap i form af Guldknappen. Det bekræfter os i, at der åbenbart er nogen, der synes, vi gør det godt, siger brandets chefdesigner Rikke Baumgarten.
Guldknappen uddeles d. 9. august, hvor prisen Årets Sølvtråd også uddeles. Sølvtråden uddeles til en mindre modevirksomhed med lovende potentiale. I år tilfalder den ære det danske modehus Ganni.