Engelsk politi arbejder i øjeblikket med en teori om, at David Coulthards chartrede privatfly blev saboteret for at hindre, han vandt årets verdensmesterskab i formel 1.
"Det lyder utroligt, men vores kilder insisterer på, at det er sket. Vi undersøger nu sagen, men ved, at disse ganstere før har myrdet folk i Asien for at vinde væddemål hos bookmakerne," siger en kilde hos Scotland Yard til den engelske avis Sunday People.
David Coulthard er ifølge Scotland Yards informationer faldet i livstruende unåde hos den asiatiske godfather efter det australske Grand Prix i 1998.
Her overlod Coulthard føringen til holdkammeraten Hakkinen på de sidste runder, og det kostede mafiaen millioner af kroner.
I år kan skotten igen koste mafiaen millioner, hvis han vinder verdensmesterskabet, og det sparker yderligere liv i teorien om, at Coulthards fly var saboteret.
"Vi vil undersøge flyet og alt omkring styrtet til bunds, så vi ved præcist, hvad der skete," siger Scotland Yard, der hæfter sig ved, at flyet fik skiftet motor to gange, før det gik i luften for sidste gang.
Det skønnes at den asiatiske mafia hvert år satser over 3.6 mia. kr. på væddemål.