Coulthard-sejr i dramatisk løb
MAGNY-COURS: Frankrigs formel 1-Grand Prix blev en "forbudt for børn" affære. Allerede ved starten kom de første antydninger af at VM-krigen mellem Ferrari og McLaren-Mercedes har nået nye, frygtindgydende højder.
MAGNY-COURS: Frankrigs formel 1-Grand Prix blev en "forbudt for børn" affære. Allerede ved starten kom de første antydninger af at VM-krigen mellem Ferrari og McLaren-Mercedes har nået nye, frygtindgydende højder.
Michael Schumacher (Ferrari) fra pole position skar tværs over banen for at spærre for David Coulthard (McLaren-Mercedes) i en manøvre, der kunne have udløst formel 1-historiens største massesammenstød.
Kun fordi Coulthard gav sig - og ved samme lejlighed mistede andenpladsen til Schumachers holdkammerat, Rubens Barrichello - kom de 22 kørere helskindet gennem de første sving.
Men Coulthard, der for bare få måneder siden blev beskyldt for at være for passiv og havde en fyreseddel hængende overhovedet, blev ikke skræmt af Schumachers aggressive udlæg.
Han nedkæmpede hurtigt og effektivt Barrichello, nedlagde brasilianeren i en flot overhalings-manøvre, og indledte så en decideret klapjagt på Schumacher.
Første overhalings-forsøg endte efter et mindre sammenstød med Schumacher fortsat i front og en krystalklar besked til Coulthard: "Hvis du prøver igen kan der ske en ulykke."
Men Coulthard, der for et par måneder siden overlevede en flystyrt der kostede de to piloter i hans chartrede Lear Jet livet og siden har kørt aggressivt som aldrig før, lod sig ikke skræmme af tyskerens bisse-kørsel.
Han gav iskoldt Schumacher fingeren, lod sig falde tilbage i et par runder - og indledte så et nyt overhalings-forsøg, der chokerede den ellers iskolde tysker:
Ved at finte et overhalings-forsøg på ydersiden tvang Coulthard tyskeren til at åbne et lille hul på inderbanen, og her dykkede Coulthard resolut ind.
Med to hjul på græsset - og efter endnu et par små-sammenstød - tog Coulthard føringen, og kørte i mål til en sejr der understregede, at Schumacher nu - endelig - har fået en værdig konkurrent i formel 1-VM 2000.
Schumacher udgik senere på grund af motor-problemer, og det sikrede McLaren-Mercedes' regerende verdensmester - og nykårede, uofficielle andenkører " - andenpladsen efter Coulthard.
Barrichello reddede lidt af Ferrari's ære med trediepladsen foran 1997-verdensmesteren Jacques Villeneuve (BAR-øHonda), Ralf Schumacher (Williams-BMW) og Jordan-Mugen/Honda kørerne Jarno Trulli og Heinz-Harald Frentzen.
Efter i årevis at have hørt på Hakkinens intetsigende nonsens og Schumachers frække flabetheder var David Coulthard et forfriskende indslag på pressekonferencen efter løbet.
"Jeg vil gerne undskylde den "finger" jeg gav Schumacher ved mit første overhalings-forøg - sådan bør en sportsmand ikke optræde.
Men jeg beder om forståelse for at adrenalinen pumpede rundt i kroppen", sagde skotten, og fortsatte:
"Der er jo også børn der ser formel 1."
Men hvor meget længere må de uskyldige små se formel 1?
VM-kampen mellem Schumacher og Coulthard bevægede sig i går ind i "forbudt-for-børn" fasen.