‘Hellere en listig mis end en gammel gris’, står der i programmet til Cougar The Musical, som havde premiere fredag aften på Bellevue Teatret. Men hvis du forventer lummerhed og ørehængende musicalhits, bliver du skuffet. Til gengæld er du i godt cougar-selskab.

Vi har hørt om dem i efterhånden en del år: De modne kvinder, der tager for sig af ungdommen – og nyder det. Såkaldte cougars. Og det er da en oplagt idé at spinde et show, en musical over temaet, der såmænd både er relevant og vedkommende og oven i købet har ingredienserne til at kunne blive både skægt og frækt. Dén idé fik Donna Moore, og forestillingen har efter sigende spillet for fulde huse i New York i årevis. Nu er den altså landet i Danmark, oversat og bearbejdet – og med tre af landets populære skuespillere i Cougar-form.

Den friskeste mælk i køledisken
Charlotte Fich, Anette Støvelbæk og Mette Horn har hver fået tildelt en rolle, man nemt kunne have forudsagt. For vi skal bruge en skarp businesstype, en sukkersød, usikker pige – og en smålummer bodegatype. Og mens Fich og Støvelbæk næsten er for karrikeret i rollerne som henholdsvis businesskvinden, der siger op for at studere og den fraskilte, der for først gang skal stå helt på egne ben, ja, så tromler Mette Horn frem som den troværdige top-cougar Mona, der selvfølgelig lige har åbnet en cougarbar og ikke er bleg for at ‘ta’ den friskeste mælk i køledisken’.

Dét gør hun så, mens en ny verden åbner sig for Susan (Fich) og Lily (Støvelbæk), og aftenens mandlige hovedperson, Jakob Randrup, dukker op som dessert – og en god én af slagsen.

Og sådan kredser de rundt om emnet i showet, der desværre ikke oser vildt af hverken sex eller mod, selvom pressematerialets billeder nærmest lover det. Vi ventede med længsel på begge dele i showets første afdeling, hvor tempoet bare faldt i takt med østrogenerne.

En slags musical
Så sker der lidt. Heldigvis. I anden afdeling af showet får vi fornøjelsen af smækre Fich i brusebadet, en Lily, der (gudskelov) smider Disney-kjolerne og hæmningerne, og en lummer Susan, hvor Horn skruer op for temperaturen. SÅ begynder det at ligne noget. Imens skal vi så meget igennem. For Cougar The Musical er jo – en musical. Det er muligvis den musical, jeg har set, med færrest numre. I dette tilfælde gjorde det ingenting, for jeg kunne og kan ikke huske en eneste strofe. Men jeg kan huske nogle af teksterne. Nu kender jeg ikke de originale sange, og det udenlandske oplæg er jo, som det er, men linjer som ‘Kærlighed har ingen alder’ og ’Danse til solen står op’ gjorde lidt ondt. Ligesom man måske kunne ha’ fundet på en bedre linje end ‘Du er så fin’, når en liderlig cougar synger til sin seneste kuvøseguf-erobring. Og så kommer ‘arm’ bare aldrig til at rime på ‘barn’.

Horn topper
Lyden og lydniveauet på Bellevue gjorde det ikke bedre. De dejlige damer sang sig nogenlunde igennem sangene, selvom der var steder, hvor trestemmigheden ikke sad skabet. Men hvad der ikke var i skabet, var der i gyngen. En særlig gynge, altså, og et særligt ‘møde, der sammen med Mette Horn udgjorde aftenens absolut bedste nummer og sjoveste pointe, som desvære bliver ‘kaldt tilbage’ igen. Øv. Nu gik det lige så godt.

Det er ikke fordi, man ikke er godt underholdt af ‘Cougar The Musical’. Det er man, og der er masser af gode øjeblikke og skægge og rammende flashbacks til firserne (det er nu meget rart, når han også ved, hvem Moonjam er), sjove jokes og replikker. Det er bare meget ufarligt og ikke særlig modigt eller fremme i skoene. Og det er lidt ærgerligt, når nu emnet lægger op til det.

For kærlighed HAR en alder, viser det sig. Og den friskeste mælk i køledisken ender med at blive skiftet ud med en uøkologisk, halvgammel en. For ‘lige nu giver det mening at være samme med en, der kan synge med på Hvalen Valborg’, som Horn siger, mens Støvelbæk vinker farvel til den unge elsker efter at ha’ forvandlet sig fra ‘sød med sukker på’ til ‘fuck dig’-typen, der tager, hvad hun vil ha’.

Og hvad skal vi så med det? Hvad er pointen? Budskabet? Er der et?

‘Det er sent, men ikke forbi’, synger de. Nej, forhåbentlig da ikke. Men jeg ville gerne ha’ været rusket lidt. Og den listige mis så jeg ikke meget til. Heldigvis har vi Horn og gyngen. De hiver med nød og næppe den sidste stjerne hjem.

Medvirkende: Charlotte Fich, Mette Horn, Anette Støvelbæk og Jakob RandrupMusik & tekst
Donna  Moore
Oversættelse
Line Knutzon
Instruktion
Katrine Engberg
Spilleperiode og -tider
4. marts – 19. marts 2016
Tirsdag-fredag kl. 20.00
Lørdag kl. 17.00
Foto: Isak Hoffmeyer