Torsdag åbnede det, som Coop selv kalder ‘fremtidens supermarked’, for kunderne. Her skal man selv scanne varerne efterhånden, som man tager dem. Så scan selv og undgå køen ved kassen.

Er du kunde i Kvickly Albertslund, handler du fremover i det, som Coop kalder ‘fremtidens supermarked’. I stedet for at vente til du når kassen, skal kunden selv løbende scanne sine varer.

Målet er færre køer ved kassen.

Og netop køer vil kunderne elske at slippe for. Sådan lød det samstemmende for de handlende, BT mødte i går eftermiddag i Albertslund. Men ikke alle var specielt lune på idéen om selv at skulle gøre alt arbejdet med en scanner i hånden.

Bip & Betal kalder Coop tiltaget, hvor man ved hjælp af en håndholdt scanner, som står i en stander ved indgangen, eller ved hjælp af en app på mobilen selv registrerer varernes pris. Ved kassen skal man blot betale – og slipper så for at komme dem op på båndet. Indimellem ved stikprøve-kontrol tjekker man, om kunden nu har scannet alt.

Den 39-årige Mohammed Hayat er begejstret for den nye, håndholdte scanner. Især ser han frem til at undgå kø.

»Det virker perfekt for mig. Det er irriterende, når der er kø ved kassen når man køber ind på den gammeldags måde. Så er det meget nemmere at scanne varerne inde i butikken og lægge dem ned i posen med det samme,« siger Mohammed Hayat, der dog ‘lige skal vænne sig til’, at man allerede må pakke mælken og grøntsagerne ned i tasken inde i butikken.

Direkte i indkøbsposen

Projektchef Mads Spanggaard fra Coop bød i går kunderne velkommen.

»Det er en stor mental barriere for kunderne at forstå, at de faktisk må lægge varerne ned i en taske eller bærepose,« siger Mads Spanggaard:

»Vi håber dog, at kunderne tager det til sig.«

Tove Siegfredsen, 51 år, brugte også den nye håndholdte scanner. Da hun scannede en plastikbakke med hindbær, opstod der begyndervanskeligheder.

»Hvor trykker man henne?,« udbrød hun.

Prøveperiode

Simon Færch, digital projektchef hos Coop Danmark, taler da også om ‘lidt børnesygdomme’ her i begyndelsen. Mange kunder skal lære at bruge teknologien, og det kan tage lidt tid, mener han.

Planen er, at den håndholdte scanner og mobilscanner indføres i en prøveperiode på seks måneder. Foruden Kvickly i Alberslund har Super Brugsen i Gilleleje og i Matthæusgade i København indført det nye system.

Coop Danmark er ikke den eneste supermarked-koncern, som har oprustet på det seneste. Dansk Supermarked har gjort det muligt at betale med Danske Banks Mobilepay ved kassen.