Tinkoff-Saxos spanske kaptajn skal have undersøgt sit udsatte knæ efter styrt i italiensk traditionsløb.
Det blev ikke den afslutning på sæsonen, Albwerto Contador havde drømt om.
Søndag måtte den 31-årige spanier rulle forslået over målstregen i Bergamo efter et voldsomt styrt på opløbsstrækningen under World Tour-løbet Lombardiet Rundt. Og mandag viste en fysisk test, at Contador frem for at tage til det kinesiske etapeløb Tour of Beijing som planlagt, i stedet må underkaste sig en MRI-scanning for at få klarlagt omfanget af skaden i knæet.
- Jeg forsøgte at køre mandag, men kunne knap pedallere. Skal have undersøgt, hvordan det står til med mit knæ med en MRI-scanning, konstaterede Contador selv på Twitter.
Det var igen Contadors i forvejen hårdt prøvede højre knæ, det gik værst ud over i den italienske løvsfaldsklassiker. Under sommerens Tour de France blev højre knæ også medtaget, da Contador flækkede sit skinneben efter et voldsomt møde med asfalten på 10. etape.
Med sin ufrivillige sæsonafslutning må Alberto Contador opgive det spinkle håb om at toppe UCIs World Tour Ranking efter denne sæson. I stedet går den værdighed til landsmanden Alejandro Valverde.