De 100 tyske turister om bord på det chartrede Concorde-fly fra Air France, der i eftermiddag forulykkede nær Paris, var på vej til, hvad der skulle have været en drømmerejse.

Concorden var chartret af det tyske luksus-rejseselskab Peter Deilmann Rederiet, der specialiserer sig i luksuriøse krydstogter og er et af de førende rejseselskaber inden for sit felt.

Concorde-passagererne skulle fra New York have været videre på et 15-dages krydstogt med luksuslineren Deutchland til Nassau i Bahamas, Havana i Cuba og Equador.

Rejsen kostede, inklusive Concorde-billetten, 8350 D-mark (knap 32.000 kroner).

/ritzau/DPA