COLOMBIA: Prostatakræft, men af en ikke aggressiv type. Sådan lyder diagnosen for Colombias præsident, Juan Manuel Santos, der mandag meddelte, at han skal opereres onsdag.

Sammen med sin hustru og sin læge trådte Santos ifølge Reuters frem foran pressen i præsidentpaladset og fortalte om kræftknuden og om operationen men understregede:

- Der er 97 procents chance for total helbredelse, lød det fra Santos, der har siddet som præsident i to år.

Meddelelsen om sygdommen kommer, netop som Juan Manuel Santos om et par uger officielt skal give tegn til, at fredsforhandlingerne med den colombianske oprørsgruppe FARC kan starte i Oslo. I ifølge ham selv, skal han dog kun være på indlagt nogle få dage:

- Jeg vil fortsætte med at varetage mine funktioner som landets præsident, forsikrede Santos.

Flere andre statsoverhoveder i latinamerikanske lande har kæmpet og kæmper med kræftdiagnoser.

Brasiliens tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva er med held blevet behandlet for en kræftknude i halsen, og hans efterfølger Dilma Rousseff blev behandlet for lymfekræft i 2009, men er erklæret helbredt af sine læger.

Også Paraguays tidligere præsident Fernando Lugo er blevet behandlet for lymfekræft i 2011, men er erklæret rask efter fire måneders kemoterapi.

Cristina Fernandez de Kirchner, Argentinas præsident, fik i slutningen af 2011 en diagnose, der lød på kræft i bugspytkirtlen, men efter en operation viste diagnosen sig at være forkert. Der blev ikke fundet kræftceller, oplyste hendes talsmand.

Venezuelas kontroversielle præsident, Hugo Chavez, der om få dage står midt i et præsidentvalg kæmper stadig med sin kræftsygdom, og har gennemgået tre operationer gennem det seneste års tid.

Han har forsikret, at han nok skal komme sig, men undlod ikke under et møde med Cristina Fernandez de Kirchner tidligere på året, at ride sin yndlings kæphest, nemlig at USA står bag alt ondt i denne verden og dermed også kræfttilfældene blandt de sydamerikanske ledere:

- Ville det være mærkeligt, hvis de havde udviklet en teknologi til at overføre kræft, uden at nogen kender til det før nu, lød hans spørgsmål.

USAS udenrigsministerium betegnede via talskvinden Victoria Nuland Hugo Chavez’ bemærkninger som »rædselsvækkende og forkastelige«.