Den colombianske guerillagruppe FARC vil frigive den franske reporter, Romeo Langlois, som gruppen bortførte for to uger siden.
Det oplyser Daniel Munoz, der er Røde Kors-talsmand, på baggrund af en udtalelse fra oprørerne.
- Internationalt Røde Kors har modtaget en meddelelse fra FARC, hvori de oplyser, at de har besluttet sig for at løslade Romeo Langlois, siger han ifølge Reuters.
Der er endnu ikke fastsat en dato for Langlois’ frigivelse.
FARC har beskyldt den colombianske regering for at manipulere journalister til at vende folkestemningen imod dem. Gruppen har krævet, at der rejses en debat om informationsfrihed som en betingelse for at sætte franskmanden på fri fod.
FARC har gennem de sidste fem årtier bortført tusindvis af colombianere. Efter at den colombianske regering med hjælp fra amerikanerne har sat hårdt ind og på kort tid har halveret gruppens kamp- og drabsstyrker, har oprørerne dog taget initiativ til flere fredsgestusser. Guerillagruppen står både på USAs og EUs terrorliste.
BNB