Randers FC kan igen byde velkommen til Colin Todd. Klubbens engelske træner har ikke passet sit arbejde i forårets kampe på grund af en bypass operation, men nu er Colin Todd igen klar til at genoptage trænergerningen.
- Først og fremmest er jeg glad for at være frisk igen, men jeg ønsker ikke at fokus skal være på mig, men udelukkende på den vigtige kamp vi har på søndag. Dog vil jeg gerne sige tak til min stab med Thomas Thomasberg i spidsen, som har været ansvarlig for holdet i mit fravær. Fra sygesengen har jeg ved selvsyn kunnet konstatere at spillet har været godt, men at vi ikke har haft marginalerne på vores side, siger han til klubbens hjemmeside.
Randers FC er alvorligt fedtet ind i nedrykningskampen og ligger kun over stregen på grund en bedre målscore end FC Vestsjælland, men hensynet til cheftrænerens helbred har vejet tungt, forklarer direktør Jacob Nielsen.
- Først og fremmest er vi glade for at Colin Todd helbredsmæssigt er på toppen igen, og at forløbet har været uden komplikationer. I en situation som denne er det naturligvis altid helbredet der kommer i første række, og det har været vigtigt for os, at Colin Todd var helt frisk før han genoptog sit arbejde.