Når det ligefrem kan gøre dig tykkere at drikke light, er det fordi, din krop bliver snydt af det kunstige sødemiddel aspartam.

"Der sker det, at kroppen tror, den får sukker, men den snydes af de kunstige sødemidler, og så falder blodsukkeret, og det kan give øget appetit. Det kan gøre folk med vægtproblemer endnu tykkere, hvis de snupper en fed mad i stedet for sukkeret.

Fedt er altid mere fedende end sukker. Og de kunstige sødemidler i light sodavand hjælper ikke en pind, hvis man er på slankekur," siger professor i ernæring, Arne Astrup.

I en ny hollandsk undersøgelse viste det sig, at forsøgspersoner, der fik drikke med kunstigt sødestof, blev mere sultne end dem, der fik sukkervand.

"Hos en tredjedel af forsøgspersonerne, som fik aspartam, faldt blodsukkeret. De spiste mere og oftere i den otte timer lange periode, hvor de blev observeret.

Hjernen skal ha' blodsukker minut for minut. Synker det, vil kroppen gå i gang med at forhøje blodsukkeret, og appetitten stimuleres," siger professor Charlotte Erlanson-Albertsson.

Til folk med vægtproblemer er det altså ikke nogen brugbar smutvej at drikke light.

"Der er kun de gamle metoder. Spis mindre fedt og mere frugt og grønt og sørg for motion. Man kan sagtens tage på, selv om man drikker light sodavand og endda tage mere på, end hvis man drak almindelige sodavand," siger Arne Astrup, der kun mener aspartam gavner, når det gælder om at undgå huller i tænderne.

Hos Coca Cola ved man godt, at aspartam er omdiskuteret. Men man vil ikke ændre på produktet.

"Vi mener ikke, Cola light er skadeligt. Og det er ikke klart, om det er sødemidlet, der får blodsukkeret ned.

Vi bliver ikke slanke af at stoppe os med lightprodukter. Bedre kost og mere motion er et bedre alternativ," siger Maria Nordlöf, informationschef på Coca Cola, til svenske Kvällsposten.

Aspartam er 180 gange stærkere end sukker og har været på markedet i snart 20 år. Det findes i en række produkter fra tyggegummi til is og saft. Arne Astrup råder folk til at gå efter produkter, der er så naturlige som muligt.