Den argentinske klub River Plate har taget helt utradionelle midler i brug for at rejse sig yderligere i kampen om turneringen Copa Libertadores - Sydamerikas svar på Champions League.

Med en blodsprængende cocktail af Viagra, koffein og hovedpinepiller håber Buenos Aires-klubben på, at deres spillere kan præstere bedre i de høje, tynde luftlag.

»Viagra vil stimulere cirkulationen af oxygen i blodet og dermed hjælpe spillerne med at trække vejret bedre,« siger en af River Plates læger til den argentinske avis Clarin.

River Plate mødte torsdag bolivianske San Jose, der spiller hjemme på Estadio Jesus Bermudez, som ligger knap fire kilometer over havet.

Her hjalp viagraen ikke meget, da River Plates underligt nok potensløse angreb ikke fik scoret. Efter 80 minutters hård fight med opløftede hoveder faldt holdet fuldstændig sammen og tabte med 0-2.