Spørgsmål: Vi er en familie på 5 personer og vi har en mindre diskussion, som vi gerne vil dele med dig. Min mand og drengene kan bedst lide at drikke Coca Cola, men jeg er mest til Cola Zero. Da det oftest er mig, der handler ind, er det mig, der bestemmer, hvad der ender i vognen. Men hvad er sundest? Kan du hjælpe os? Trine
Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. For at svare på dine spørgsmål er det vigtigt at definere en sund fødevare. Det findes der naturligvis forskellige definitioner på, men i min optik handler det først og fremmest om at spise naturlig mad. Mad fra naturen. Mad som ikke er blevet forarbejdet af menneskehænder eller maskiner. Derudover spiller mængden af den givne fødevare en rolle i forhold til om den er sund eller mindre sund. At spise et stykke chokolade er ikke usundt, men hvis man ikke kan styre det og i stedet spiser en hel plade, så er det mindre sundt.
Coca cola indeholder mere energi end cola zero og øger dermed det samlede energiindtag over dagen, hvorimod cola zero indeholder kunstige sødestoffer. De potentielle negative konsekvenser forbundet med kunstige sødestoffer er endnu ikke fuldt klarlagt, men indholdet i cola zero er naturligvis indenfor de tilladte grænser. De potentielle negative konsekvenser stiger for både coca cola og cola zero i takt med stigende indtag.
Helt generelt er min holdning, at man skal minimere indtaget af forarbejdede fødevarer herunder sodavand i enhver form. Det er utopisk at forvente eller forestille sig, at coca cola og andre former for sodavand helt forsvinder og at man ikke skal forholde sig til om man vil drikke det eller ej. Selv i Afrika ude i bushen – i de mere primitive samfund - kender de fleste smagen af coca cola.
Personligt drikker jeg meget sjældent sodavand, men når jeg gør, vælger jeg coca cola, men jeg har heller ikke nogen udfordringer med min kropsvægt. Hvad valget falder på i jeres familie, vil jeg lade være op til jer, men uanset om det bliver det ene eller det andet er det en god idé at drikke det med måde – med fokus på mængden. Håber det gav dig svar. Stay strong!