USAs udenrigsminister Hillary Clinton har under et uanmeldt besøg i Afghanistan meddelt landets præsident Hamid Karzai, at USA har udpeget Afghanistan til være »en afgørende ikke NATO-allieret«.

Betydningen er i følge internationale medier mest af symbolsk værdi, men skal sikre, at afghanerne forstår, at de ikke bliver ladt alene, når de sidste NATO-tropper har forladt landet.

Rent praktisk vil Afghanistans nye status formentlig betyde, at landet får lettere ved at anskaffe amerikansk militærudstyr og trække på amerikanske uddannelsesfaciliteter i den fortsatte opbygning af den nationale hær. Den skal i følge aftalerne overtage alle sikkerhedsopgaver, når de sidste NATO-soldater er væk ved udgangen af 2014.

Beslutningen er truffet af præsident Obama forud for weekendens møde i Tokyo, hvor alverdens donorer samles for at diskutere den langsigtede humanitære hjælp til Afghanistan.

Her ventes det, at donorerne giver håndslag på årligt at skyde knap fire milliarder dollar, eller knap 24 milliarder kroner ind i opbygningen af Afghanistan i en ikke nærmere fastsat periode.

Det enorme beløb til trods mener den afghanske nationalbank, at beløbet burde være seks milliarder dollar, for at sikre landets vækst.

Sideløbende med de civile milliarder yder NATO-landene årligt hjælp for 4,1 milliarder dollar til opbygning af den afghanske hær.