Mistanken har hængt over ham i mere end halvandet år, siden politiet ransagede hans hjem. Nu skal den engelske anklagemyndighed undersøge, om der skal rejses sigtelse for sexovergreb mod Sir Cliff Richard.
Politifolk ransagede den populære sangers hjem i Berkshire i august 2014. Dengang sagde sangeren, at han ikke havde nogen idé om, hvor de 'absurde og usande' anklager om, at han skulle have begået overgreb mod en mindreårig dreng for over 20 år siden, kom fra.
»Politiet har ikke afsløret detaljer over for mig. Jeg har aldrig i mit liv begået overgreb mod nogen, og jeg er sikker på sandheden kommer frem. Jeg har samarbejdet helt og holdent med politiet, og det vil jeg selvfølgelig fortsætte med,« sagde han dengang.
Nu har den engelske anklagemyndighed - Crown Prosecution Servive (CPS) - modtaget en sagsmappe med bevismateriale indsamlet af politiet i South Yorkshire den 75-årige sanger.
Det skriver Sky News.
Anklage: Begik sexovergreb mod 15-årig dreng
Det er nu op til anklagemyndigheden at beslutte, om Sir Cliff Richard skal sigtes i sagen eller ej, fortæller en pressetalsmand.
»Vi vil nu nøje overveje indholdet af bevismaterialet for at finde ud af, om der er beviser nok til at danne grundlag for en dom, og om det er i offentlighedens interesse, at vi gør det,« siger talsmanden.
Ifølge de engelske medier er Sir Cliff Richard blandt andet mistænkt for at have begået seksuelle overgreb mod en blot 15-årig dreng tilbage i 1985.
Overgrebet skulle være sket ved en koncert i Sheffield i juni det år, hvor Cliff Richard, dengang 44 år gammel, gæsteoptrådte ved en optræden med den amerikanske evangelist Billy Graham. Cliff Richard, der er erklæret troende og kristen, sang gospel-sange for 40.000 tilskuere i Sheffield.
Det var angiveligt i forbindelse med den optræden, Cliff Richard skulle have sex-misbrugt drengen.
'Beskyldningerne er komplet usande'
Selv afviser sangeren anklagerne.
Efter politiet havde ransaget hans hjem i nærheden af London, mens han ikke selv havde været hjemme, sendte han en pressemeddelelse ud om sagen.
»I mange måneder har jeg været opmærksom på beskyldninger mod mig om historiske usømmeligheder, der har cirkuleret online. Beskyldningerne er komplet usande«, sagde sangeren i udtalelsen.
»Indtil nu har jeg valgt ikke at værdige de falske beskyldninger svar, da det blot ville give dem mere ilt«, fortsatte han.
Han slog dog fast, at han ville samarbejde fuldt ud med politiet, hvis de ønskede at tale med ham.
»Ud over at slå fast, at dagens beskyldning er helt og aldeles forkert, ville det ikke være passende at sige noget yderligere, indtil politiets efterforskning er afsluttet«, sagde sangeren dengang.
Siden ransagningen af hans hjem er han blevet afhørt to gange af politiet. En gang i 2014, og en gang i 2015.
Cliff Richard, der ikke har været anholdt eller sigtet i sagen, er en af Storbritanniens mest populære sangere.
Han har solgt 21,5 millioner singler - mere end nogen anden mandlig britisk sanger - og han er den eneste, der kan bryste sig af at have haft mindst ét album i top-fem i Storbritannien i hvert af de seneste syv årtier.
