Lars Løkke Rasmussen lærte åbenbart ikke nok af den bilagssag, han stod i tilbage i 2008, siger den tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen

Danmarks tidligere statsminister og nuværende statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen er endt i et politisk stormvejr efter sit virke som formand i miljøorganisationen The Global Green Growth Institute (GGGI). Gentagne rejser på første klasse og diæter, han havde glemt, han modtog, har bragt Venstre-formanden ud i det, der er blevet benævnt 'Bilagssag Version 2'.

Den første udspillede sig i sommeren 2008, hvor det kom frem, at Lars Løkke Rasmussen som både amtsborgmester og minister havde brændt offentlige kroner af på restaurantbesøg, hotelovernatninger, taxakørsel og cigaretter.