Vild med dans-værten skal stå i spidsen for TV2s nye satsning.
Vi er vant til at se ham guide kendte danskere rundt på TV2s dansegulv. Eller give den som NFL-ekspert og kommentator på TV2 Sport.
Men til foråret kan danskerne også opleve Claus Elming som quizshowsvært, hvor han skal stå i spidsen for TV2s nye store underholdningssatsning ’Pengene på bordet’.
- Jeg sagde faktisk ja lige med det samme, jeg blev spurgt, siger Claus Elming til BT og fortæller, at han først skulle have grønt lys fra sin arbejdsgiver TV2 Sport.
- Og da de sagde ’go’, så var jeg klar. For det første er det en sindssygt fed opgave. Det er rigtig sjovt at lave. Og for det andet er jeg rigtig stolt over at vide, at TV2 stoler på mig, og de tænker, at den her opgave kan jeg løfte, siger Claus Elming.
Optagelserne til det nye quizshow er i øjeblikket i fuld gang i Stockholm. Her optages også programmer til svensk og norsk tv. Og i Sverige har den første sæson allerede været vist, og det har været en stor succes. Derfor har både TV2 og Claus Elming også store forventninger til programmet.
Nervepirrende
- Med det her crew og det her team er jeg sikker på, at det bliver et super program til TV2, siger han og forklarer, at det virkelig fanger seerne, fordi det både er nervepirrende og følelsesladet på en gang.
- Jeg forærer to mio. kr. i kolde kontanter til to deltagere, der kender hinanden godt. De kan f.eks. være tvillinger, kærester eller bedste venner. Herefter får de så otte spørgsmål og forskellige svarmuligheder. Har de satset pengene korrekt, og svarer de rigtigt på alle otte spørgsmål, kan de tage pengene med derfra, forklarer han og indrømmer, at han ikke kun har høje forventninger til programmet. Han har også høje forventninger til sig selv.
- Jeg går ind til det her super forberedt og har næsten tænkt og drømt om det i flere uger. At det ikke skulle blive en succes, det eksisterer ikke i min verden. Jeg vil i hvert fald gøre mit for, at det bliver en succes.