(BT I LEICESTER) De laver alting til tiden i de engelske Premier League-klubber, og det er ofte, fordi der er live-tv på, men lige fredagens pressemøde med Claudio Ranieri blev ikke vellykket. I den forstand.

Italieneren ankom som planlagt på King Power Stadium, men journalister, og de var de eneste, forsinkede den venlige Leicester-manager, der ikke kunne sige nej til selfies og autografer fra de mange mennesker, der var på arbejde, men også ville være en del af historieskrivningen – Leicesters første mesterskab i klubbens 132 år.

Og det nåede sågar til et punkt, hvor en journalist på forreste række fortalte Claudio Ranieri, at han elskede ham.

»Jeg elsker også dig. Men shh, du må ikke sige det til nogen,« jokede den overskudsramte manager, der over en halv time fik de mange tilstedeværende mennesker til at grine igen og igen med sin vanlige charme og selvironi.

Om han så skulle fortælle om den taktik, der med en sejr over Manchester United definitivt kan sikre mesterskabet i morgen:

»Jeg fortæller jer ikke om min taktik. Kom til Manchester og se den. Jeg har masser af muligheder. Jeg har 24 spillere, og måske ændrer jeg alt,« svarede han og slog en stor latter op.

Det samme gjorde han, da han skulle understrege for alle, at han bestemt ikke har fejret noget, før den velkendte fede dame, Brünhilde, har sunget en italiensk sang.

»Vi fortsætter med at gøre, hvad vi har gjort hele sæsonen, og vi forstår da godt, at folk gerne vil fortsætte med at drømme, men I kender mig. Jeg er en meget pragmatisk mand, og jeg har brug for tre point mere. Det her er fantastisk. Nu venter jeg bare på dilleding-, dilledong-lyden,« sagde Claudio Ranieri og blev bedt om at gøre folk klogere på, hvad han mente med de ord.

»Jeg tror på dillyding, dillydong. Jeg er en klokke. Men lad være med at skrive, at Ranieri er en klokke,« sagde spasmageren, der blev ved med at give af sig selv.

Også når han kiksede på fremmedsproget engelsk og skulle sige selfless, som betyder uselvisk, men i virkeligheden sagde han hele tiden selfish, egoistisk.

»Det her handler ikke om mig. Jeg er meget egoistisk,« sagde han og kiggede på et tidspunkt hen mod sin pressechef, Anthony Herlihy, der hjalp med det rette ord.

»Tak, ham her er min lærer,« lød det fra Ranieri, der i samme øjeblik lagde en arm på sin sidemands skuldre.

Nej, intet synes at kunne stoppe Claudio Ranieri. Præcis som sit hold på banen kommer han ud som en vinder.

Lige indtil BTs reporter i en lige så hård kamp som pointene i Premier League fik afbrudt en kollega og endelig stillet et spørgsmål med dansk vinkel.

At Kasper Schmeichel med en sejr over Manchester United kan vinde Premier League på samme bane som Peter Schmeichel, hans far, i 1999 vandt titlen.

Et sandt eventyr med så meget danskhed over sig, at Leicester burde overveje at servere sine kedelige sandwich i i rugklapper.

Claudio Ranieri kan dog slet ikke se nogen grund til at involvere Peter Schmeichel i det, Kasper Schmeichel har gang i. Det her er Kaspers værk. Hans resultat af ekstremt hårdt og dedikeret arbejde. Hans gevinst. Hans tid. Hans guldmedalje.

»Jeg synes ikke, vi skal tale om hans far på det her tidspunkt. Kasper Schmeichel er en fantastisk spiller, en fantastisk målmand med sin egen personlighed, og han fortjener det her,« svarer Leicesters manager på BTs spørgsmål og viser så en anden side af sin rare personlighed, da også næste spørgsmål igen handler om familierelationen hos sin danske målmand.

Synes du ikke, at det her er Kaspers endelige mulighed for at træde ud af sin fars skygge?

»I mine øjne har han aldrig været i sin fars skygge. For journalister har han været det, ja. Derfor har jeg også sagt: Nej, nu skal det stoppe,« siger Claudio Ranieri i en så bastant tone, at BTs reporter frygtede, hvad der ville ske ved at stille endnu et opfølgende spørgsmål.

Smilene og den mere afslappede attitude vender da også straks tilbage hos den 64-årige Leicester-manager, da Claudio Ranieri efterfølgende bliver ledt tilbage på andre historier om Leicester.

Blandt andet at en tv-station i løbet af ugen har været omkring de almindelige mennesker i Leicester og lavet små optagelser af borgerne i byen, som lykønsker ham for den bedrift, klubbens Premier League-hold er i gang med.

»Alle vil gerne vide, om jeg er emotionel. Hvis du venter fem minutter, vil du se, at jeg kan være en skuespiller og græde for dig. Nej, jeg er en meget følelsesladet mand, og selvfølgelig elskede jeg at se den video. Det gør mig glad at se, at alle de mennesker, der er tætte på os, er så glade,« siger han og fortsætter:

»Jeg bliver da meget emotionel, når jeg ser ældre mennesker vente på os på gaden eller i supermarkederne. De siger tak for de ting, vi laver. Men i virkeligheden er det ejeren, de skal takke, for det er ham, der har skabt et stort hold.«

»Men jeg er stolt af, at vi gør så meget for samfundet i Leicester. Overalt er der en god fortælling om denne historie, men det er vigtigt, at vi ligesom på amerikanske film får en god slutning. Vi skal have en happy ending.«

Det samme gælder historien om Kasper Schmeichel. Han kan få en god afslutning på sit eget eventyr. Eller er det her i virkeligheden hans egen begyndelse på et nyt? Det er i hvert fald hans egen historie.