42-årige Claudene Christian blev et af de første amerikanske ofre for superstormen Sandy. Hun druknede, da sejlskibet HMS Bounty gik ned ud for North Carolinas kyst.

I et halvt år nåede amerikanske Claudene Christian at udleve sin drøm som besætningsmedlem på det gammeldags sejlskib HMS Bounty. Men mandag satte orkanen Sandy en stopper for drømmen. HMS Bounty nåede trods advarsler om orkanen ikke i land, og sejlskibet forliste ud for North Carolinas kyst,

Sammen med HMS Bountys kaptajn og et andet besætningsmedlem, blev Claudene skyllet over bord. Det andet besætningsmedlem fik reddet sig op i en redningsbåd, men Claudene slap ikke med livet i behold. Hendes lig blev fundet mandag aften.

HMS Bountys kaptajn er fortsat savnet og formodes også druknet.

Claudene Christian voksede op i Alaska, hvor hun blandt andet i sine unge dage opnåede titlen 'Miss teen'. Og allerede som 17-årig begyndte hun sig eget firma - nemlig at sælge cheerleading-dukker, skriver CNN.

Det store gå-på-mod, som Claudene Christian besad, kom også til udtryk, da hun senere i sit liv begyndte at interessere sig for at sejle. Claudene var af den opfattelse, at hun var i familie med den kendte sejler Fletcher Christian, der i 1700-tallet sejlede det første og rigtige HMS Bounty-sejlskib til Tahiti.

Derfor havde Claudene Christian altid drømt om at tage ud at sejle med det nye sejlskib HMS Bounty, der blev bygget som en kopi af det gamle i 1962, da det skulle være med i filmen 'Mytteri på Bounty'. Senere blev skibet også brugt i de verdenskendte 'Pirates og the Caribbean'-film, der har Johnny Depp i hovedrollen.

- Jeg var ikke sikker på, at de ville ansætte mig, da jeg ikke har nogen sejlerbaggrund, fortalte den nu afdøde Claudene Christian til en canadisk avis i august, ifølge CNN.

Men Claudene blev ansat på skibet og fortalte på Twitter, hvor meget hun nød at arbejde der.

- Jeg elsker mit skib ... HMS Bounty, skrev den lyshårede kvinde blandt andet.

Bounty var på vej fra staten Connecticut til byen St. Petersburg i Florida, da det forliste. De første oplysninger lød mandag på, at skibet var uden strøm, og at det var begyndt at tage vand ind. Til sidst kunne skibet ikke holde sig flydende længere, og besætningsmedlemmerne måtte tage deres redningsflåder i brug. En redningshelikopter reddede derefter 14 personer sikkert i land, men Claudene Christian var altså ikke blandt de heldige, er slap med livet i behold.