For X Factor deltagerne går dagene med sangøvelser og forberedelser. Deltagerne bruger derfor rigtig mange timer sammen med dommerne, hvilket for nogle af deltagerne betyder et tæt bånd med deres mentor.

For Citybois-drengene Anthon og Thor har de fået et helt særligt bånd til mentoren Thomas Blachman.

»Vores mål når vi optræder er at gøre Thomas stolt. Han er simpelthen så sød mod os,« fortæller Thor.

»Det er et bromance-forhold, vi har til ham,« siger Anthon, der bliver afbrudt af Thor:

»Han er ikke kun mentor for os, det er også personligt, hvor vi får et godt bånd til ham«.

Drengenes forhold til den garvede X Factor dommer er tydeligt gengældt. Blachman er glad for de to fyre, der er kendt for at skabe en fest, når de optræder.

»Det er jo unge mennesker, som jeg har et andet forhold til end andre. De har en eller anden evne, som jeg er helt vild med. De kaster om sig med øgenavne. Generaldirektøren kunne have kommet gående ned ad gaden her i DR, og så ville kalde hende et eller andet sjovt navn,« fortæller Blachman.

Læs også:

For Blachman har teenagerne Anthon og Thor noget ekstra at byde ind med som ikke er set før. Han mener, at drengenes gode humør og energi gør, at de er klar på hvad som helst.

»De kommer med et budskab, en fantasi, en glæde og en positiv energi, hvor de fikser alting midt i styrtet. Og så lander de blødt, fordi de lige fik sig en faldskærm. De kan kaste sig ud i hvad som helst,« siger Blachman.

Fredag aftens udgave af X Factor skal Citybois-drengene ud i et helt andet sangtempo, som i følge dem selv vil vise mere seriøsitet.

»Det bliver en ny sang, nyt tempo ny energi. Det er virkelig noget helt anderledes,« forklarer Anthon og Thor i munden på hinanden.

Drengenes positive indstilling er noget Blachman har savnet fra tidligere programmer. For ham er det vigtigt, at drengene bliver ved med at have sig selv med hele vejen.

»De slipper afsted med det, de gør, og det er jo dét, der hedder ‘X-Faktor’. Det må vi ikke glemme. Programmets allerypperste ambition er jo mennesker, der giver mere kærlighed, end de behøver. De sidder ikke ovre i hjørnet med hatten i hånden og brokker sig. Og de er ovenikøbet glade for livet,« siger Blachman.