Manchester Citys midtbanespiller Yaya Toure har i denne sæson været mere henvist til bænken end banen, efter manager Josep Guardiola kom til i sommer, og det har ikke mindst været, fordi hans agent, Dimitri Seluk, er i en åben krig med klubbens spanske manager.
Det hele begyndte med, at agenten mente, at Yaya Toure efter flere års tro tjeneste blev ydmyget af Guardiola, og i september blev det hele for meget for manageren, som krævede en undskyldning fra Toures lejr. Ellers var det slut med spilletid i den lyseblå trøje. I november, efter lang tids tovtrækkeri undskyldte Toure så over for Guardiola, og han er siden begyndt at få noget spilletid, uden at han igen er sikker starter på holdet.
Og nu er den så gal igen med Seluk, der lægger sig ud med Manchester City på den vel nok værste måde. Agenten proklamerer, at 33-årige Toure sagtens kan komme til at spille i Manchester United i næste sæson, når hans kontrakt med City er udløbet til sommer.
»Vi har ventet til 15. marts for at se, hvad Manchester City ville, men de siger ingenting. Før marts forhandlede vi med ingen, fordi Yaya har så meget at gøre i Manchester City, så vi har ventet. Men vi kan ikke vente til sidste minut, til juni, og ikke føre forhandlinger med nogen,« siger Dimitri Seluk til SkySports og fortsætter:
»Der er nogle klubber, som har kontaktet mig. Vi har tre muligheder, og det er ikke noget med, at Yaya skal til Kina eller USA. Han vil spille i Europa. Jeg har talt med forskellige klubber i forskellige lande: Italien og Spanien.«
»Og hvorfor ikke United? Jose Mourinho er en meget god træner. Zlatan Ibrahimovic spillede sammen med Yaya i Barcelona. Jeg ved godt, at de to klubber er rivaler, men for mig og Yaya er det ikke noget problem. Det vil det være for Manchester Citys ledelse,« forklarer den karismatiske agent.
Yaya Toure sad på bænken i hele kampen onsdag, da Manchester City med et nederlag til Monaco blev ekspederet ud af Champions League.
