- Når United spiller på hjemmebane, så får de nogle fordele, som de andre hold ikke gør.
Sådan citerede BBC Sport onsdag eftermiddag den franske talentudvikler i Manchester City, og tidligere storspiller, Patrick Vieira for at sige. Dermed ikke bare antyder franskmanden, at Manchester United har dommerne på sin side i Premier League - han siger det ganske lige ud af posen.
Eller gjorde han nu også det? Det mener han i hvert fald ikke selv. Og derfor er han og Manchester City nu gået i et skarpt modangreb. I en udtalelse på klubbens hjemmeside lyder det.
- Patrick Vieira har udtrykt sin utilfredshed og vrede over det, som han mener er en ondskabsfuld vinkling af et interview med BBC. Patrick føler, at hans ord er blevet taget helt ud af kontekst, lyder det i en meddelelse fra klubben.
Hovedpersonen selv kommer også til orde, og her retter han et direkte angreb mod sportsjournalisten Dan Roan, der publicerede den omtalte artikel, hvor Vieira efter sigende skulle have antydet, at Manchester United får hjælp af dommerne.
- Jeg er meget sur på Dan Roan. Jeg føler, at han har fejlciteret mig. Jeg gjorde det meget klart inden interviewet, at jeg ikke ønskede at kritisere Manchester United. Den del blev ignoreret, og i stedet brugte han det, jeg sagde, helt ud af kontekst. Jeg har forsøgt at ringe til journalisten to gange for at få en undskyldning, men det har ikke været muligt at komme igennem, siger Patrick Vieira.
Manchester City ønsker ikke længere at give interview til BBC-journalisten.
tipsbladet.dk