Cirkusprinsessen sagde stop: ’Jeg har aldrig fortrudt, at jeg forlod cirkus’

I betragtning af, at hun ikke rigtigt tager noget med sig, da hun rejser, er flyttelæsset ret stort.

Tre biler og to trailere skal der til for at flytte Suzanne Berdino, hendes 10 heste, to grise, en flok geder og nogle papegøjer. Og så selvfølgelig trillingerne på 13 år. Bilerne kommer hendes venner med.
Der er ingen afskedsreception, da de kører. Kun en polsk staldmedarbejder, der nostalgisk siger: ’Nu forsvinder farverne fra Cirkus Arena’.

Log ind på BT PLUS og mød Suzanne Berdino, som er født og opvokset i Cirkus Arena. Som 43-årig pakkede hun sine dyr, sine børn – og alt sit mod – og rejste. Bruddet var nødvendigt for, at hun kunne finde sine egne ben. 1 måned er gratis - herefter 29 kr. per måned (INGEN BINDING).

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

I betragtning af, at hun ikke rigtigt tager noget med sig, da hun rejser, er flyttelæsset ret stort. Tre biler og to trailere skal der til for at flytte Suzanne Berdino, hendes 10 heste, to grise, en flok geder og nogle papegøjer. Og så selvfølgelig trillingerne på 13 år. Bilerne kommer hendes venner med. Der er ingen afskedsreception, da de kører. Kun en polsk staldmedarbejder, der nostalgisk siger: ’Nu forsvinder farverne fra Cirkus Arena’.

»Jeg er født og opvokset i Cirkus Arena,« begynder Suzanne Berdino sin fortælling om, hvordan hun for syv år siden – som 43-årig – forlod det eneste hjem, hun nogensinde havde haft, og det eneste job, hun havde kendt. Livet som cirkusprinsesse.

Cirkuslivet er både det nemmeste og det sværeste, ved hun i dag.

»Min far var en patriark. Hans ord er lov,« siger hun om cirkus-direktøren.

Suzanne Berdinos lillebror var på grund af sit køn udvalgt til at følge i faderens fodspor.

»For min skyld måtte han gerne få cirkusset, men jeg havde altid følelsen af, at jeg som kvinde ikke fik min mening igennem. Bruddet med cirkus lurede i mange år i kulissen, for det passede mig ikke, dét kvindesyn,« forklarer hun og understreger, at hun elsker sin far og i dag har et fint forhold til ham.

I baggrunden var Suzanne Berdinos mor hende, der stilfærdigt fik hele familien til at hænge sammen. Fars fundament.

»Min far er en stor personlighed, og de er ikke altid nemme at leve med. Han er et dejligt menneske, men han er også en bestemmer. Det samme er jeg. Så vi slog tit hovederne sammen.«

Hun fortæller sin historie i – en cirkusvogn – fuldt udstyret med bad, toilet, veranda og el. For tiden står den bag teatret Østre Gasværk i København, hvor Suzanne Berdino er med i forestillingen ’Hjælp søges’. Hun spiller en stum kvinde, som passer en flok dyr på en bondegård. I virkelighedens verden er køerne, gæssene, hestene og gederne hendes egne.

Dyr for livet

Allerede som seksårig optrådte Suzanne Berdino i manegen med sin første pony, en masse pailetter og et par hundekunster.

»Dyrene er ikke bare arbejde. Jeg elsker de dyr. I morges sad jeg og kiggede ned på min lille hårløse hund, og tænkte: ’Hold kæft, Suzanne, du er hårdt ramt’,« siger hun og kaster sig ud i en dyreetisk diskussion om dyr i cirkus, zoo og små lejligheder i byer.

Hun er vokset op med dyr som den største selvfølgelighed. Den anden selvfølgelighed er familielivet. Udover far, mor, og bror i Cirkus Arena består Suzanne Berdinos familie af trillingerne Oliver, Charmaine og Stephanie, som hun i 1993 fik med en tysk cirkusartist, der arbejdede i Cirkus Arena.

Efter 15 års samliv blev parret skilt i al fredsommelighed.

Mindre fredeligt var det andet brud, Suzanne Berdino gik igennem samme år. Nemlig bruddet med cirkus.

»Far har altid sagt: ’Enten er du med i cirkus, eller også er du imod’. Men i de år kom der en del henvendelser til mig. Tilbud om at lave hesteshow i Dubai, at skrive bøger om hestetræning, hundetræning og forskellige former for undervisning. Jeg ville gerne det hele, men det var svært at nå, så længe jeg var i cirkus. Når man er i cirkus, er det 100 pct. Man bliver nok lidt snæversynet,« siger hun og tøver.

»Nej, jeg kan ikke lide ordet snæversynet. Det lyder nedladende. Det er bare sådan, at den verden fylder meget,« retter hun sig selv.

Uden for manegen

Det var en ubetydelig kontrovers, der fik hende til at forlade familieforretningen.

»Jeg havde en kontrovers med min far. Bare en lille ting. Normalt ville jeg have taget en kamp, men denne gang gjorde jeg det ikke. I stedet brugte jeg den som undskyldning for at rejse. Nu havde jeg chancen for at gøre de ting, jeg gerne ville, men ikke kunne, så længe jeg var i cirkus. Jeg vidste godt, det ville såre min far dybt, og han talte ikke til mig i et halvt år. Jeg ringede og prøvede at bevare kontakten – også for børnenes skyld. Men far ansatte en anden til at tage sig af hestenumrene. Så kunne jeg se, hvor let jeg var at erstatte. Og jeg ville vise dem, at jeg godt kunne klare mig uden dem.«

Men mødet med virkeligeheden var hårdere end forventet.

»Jeg kunne jo ingenting. Når man arbejder i et cirkus, har man folk til alting. Når jeg skulle skrive en mail, bad jeg nogen om det, og da jeg var 43 år, anede jeg stadig ikke, hvordan man tændte en computer, fik et job eller tjente sine egne penge.«

På egne ben

Suzanne Berdino flyttede ind hos nogle venner i Gilleleje, der havde et hus i haven, hun kunne bo i. Tre værelser, toilet og bad var rigeligt for Suzanne Berdino, som installerede sig med børn og dyr.

»Jeg var fuldstændig forstenet. Jeg turde ikke mærke efter, hvordan det føltes at forlade min trygge verden, som jeg aldrig havde været ude af. Da børnene sov den første aften tænkte jeg: ’Så, Suzanne, nu er vi her. Hvad gør du nu?’ Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg havde taget den rigtige beslutning. Kun en usikkerhed over at stå alene med det hele«.

Nu begyndte arbejdet med at bevise over for sig selv – og andre – at selvom man ikke har prøvet at sende en mail før, kan man godt lære det. Man kan også godt lære at tjene penge af andre end sin far og sove i andet end en cirkusvogn.

»Jeg fik job på et bosted for unge, og jeg tjente mine egne penge. Jeg havde jo ikke noget valg, for jeg skulle forsørge mine dyr og familie,« husker hun.

Et par måneder senere blev hun forenet med en del af cirkus. Daniel, den cirkusmedarbejder, der som den eneste havde sagt farvel til hende, da hun rejste, ringede for at spørge, om hun havde brug for hjælp.

I dag er den 18 år yngre medhjælper hendes mand.

Forenet

Med tiden blev også familien moden til en genforening.

»Jeg fik en henvendelse fra Opera Hedeland, som gerne ville have heste med i en forestilling. Selv havde jeg ikke nok heste, så jeg ringede til min far og lånte nogle af ham. Da forestillingen havde premiere, var familien med,« husker Suzanne Berdino med glæde.

Cirkusprinsessen var blevet voksen og havde vist, at hun godt kunne klare sig – uden far.

»Jeg er glad for, at jeg har mulighed for at bruge alle facetter af det, jeg kan. Jeg har mit job, mit liv, mine dyr, mine børn. Og en familie, som har sine særheder, ligesom jeg har mine. Det eneste, jeg kunne ønske mig, er, at det ikke var så forbandet koldt,« siger hun og griner højt, mens hun lukker døren til vognen.

»Nej, alvorligt talt, jeg er dybt taknemmelig – og stolt over – at jeg vovede at gøre, hvad jeg gjorde. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg forlod cirkus. En af mine døtre arbejder i Cirkus Arena, og jeg har meget med dem at gøre. Men jeg har vist mine børn, at man altid har et valg. I stedet for cirkus, hvor det forventes, at man bliver for evigt. At have valget er en gave.«