Østre Landsret afsagde i dag dom over den 23-årige billist, Ramze Abdullah Hassan Jabr, der sidste år kørte 46-årige Cilla Olander Johansson ihjel i et fodgængerfelt ved Tivoli.

Byretten gav i april Ramze Abdullah Hassan Jabr en rekorddom på fire et halvt års fængsel for uagtsomt manddrab. Hans forsvarsadvokat, Mads Kramme, krævede dommen formildet, mens anklager Anne Birgitte Stürup krævede dommen skærpet.

Østre Landsret fastsatte dommen til fire år og seks måneder, hvilket teknisk set er en lille formildelse, fordi der var taget flere forhold med, end da sagen kørte for byretten. Døds-bilisten får desuden frakendt retten til at drive motordrevet køretøj for bestandigt. Formelt set betyder det, at han aldrig kommer til at køre bil igen, men i praksis vil han kunne ansøge om at få lov til at tage kørekort efter ti år, hvilket han givetvis vil få lov til, hvis han i mellemtiden ikke har brudt færdselsloven.

Ramze Abdullah Hassan Jabr, er spinkelt bygget og har sort karseklippet hår. Han ankom til Østre Landsret iført violet polotrøje og sort baseball-kasket. Han sad med hænderne foldet i skødet og stirrede ned i jorden, mens anklageren opremsede de blodige og stærkt makabre detaljer fra trafikdrabet.

Adspurgt af sin forsvarer sagde Ramze Abdullah Hassan Jabr, at han uanset retssagens udfald aldrig nogen sinde igen vil sætte sig bag rattet i en bil.

- Jeg er færdig med at køre bil. Fremover er jeg kun cyklist. Jeg har lagt det vilde liv bag mig, og jeg er også stoppet med at ryge hash, sagde Ramze Abdullah Hassan Jabr.

Han har i byretten erkendt, at han sad bag rattet i bilen, der ramte Cilla Olander Johansson med mindst 91 kilometer i timen på et sted, hvor man måtte køre 50 kilometer i timen. Cilla Olander Johansson kom gående hånd i hånd med sin kæreste i fodgængerfeltet på H.C. Andersens Boulevard ved Glyptoteket, da bilen ramte hende. Hun døde kort efter af sine kvæstelser.

Efter påkørslen gik der panik i billisten, og han kørte væk fra stedet, selvom to kvindelige passagerer i bilen skreg til ham, at han skulle stoppe.

Forinden samme aften ræsede han flere gange over for rødt lys midt i København med 100 kilometer i timen, har vidner fortalt. En anden kvinde var tæt på at blive ramt og undslap kun døden, fordi nogen rev hende væk.

Blodprøver har vist, at han havde en alkoholpromille på 1,30, og at han havde THC i blodet efter at have røget hash. Han var frakendt kørekortet, da ulykken skete. Bilen, han kørte i,  var ikke indregistreret i Danmark og havde stjålne nummerplader på.

Byretsdommeren mente, at der var tale om så mange skærpende omstændigheder, at færdselslovens hårdeste strafudmåling skulle tages i brug. Den rekord-hårde dom på fire et halvt års fængsel er resultat af en lovstramning fra 2010, som gør det muligt at straffe vanvidsbilister med op til fem års fængsel for uagtsomt manddrab.

Anklageren fandt dog ikke straffen hård nok og gav ikke meget for den tiltaltes gode intentioner om at blive cyklist.

- Det eneste, der forhindrer ham i at køre, er, hvis han er indespærret, og det må vi håbe, at han bliver ved med at være, for ellers slår han nogle andre eller sig selv ihjel, sagde Anne Birgitte Stürup.

Foruden trafikdrabet ved Tivoli er den 23-årige vanvidsbillist også dømt for ved to andre lejligheder at have kørt vanvittigt rundt i sin BMW.

Han er dømt for at have kørt ind i siden på en anden bil med vilje og for ved en anden lejlighed at have kørt ind i en politibil ved Christiania, da politiet vinkede ham ind til siden. I Østre Landsret kom det iøvrigt frem, at Anne Birgitte Stürup havde andre argumenter for at få dommen skærpet, herunder at Ramze Abdullah Hassan Jabr har mere end 170 større og mindre forseelser på generaliebladet, herunder kørsel med falske nummerplader, tyveri af benzin, kørsel under påvirkning af hash, spirituskørsel, hastighedsovertrædelser, kørsel uden kørekort og kørsel uden forsikring.