Men en menneskelig fejl og et defekt alarmsystem forvandlede rutine til tragedie.

Det er et mirakel, at Christian lever, men han har intet sprog udover ordet "mor".

Christians historie er ikke alene historien om en tragisk hospitalsfejl. Det er også historien om, hvor langsommelig og umenneskelig kampen om erstatning er for en lille dreng og hans forældre.

I et helt år er sagen trukket ud uden forklaring. Dobbelt så længe som den normale sagsbehandling.

"Gøsta Petterson fortalte selv, at der var sket en fejl, og at Christian sandsynligvis ikke ville overleve.

Det gjorde han alligevel, og nu kan vi ikke forstå, at vi ikke kan få en afgørelse fra Patientforsikringen," siger Christians 30-årige mor, Susanne Jørgensen.

Sammen med manden Jan har de i snart et år forgæves forsøgt at få anerkendt sønnens hjerneskade og få tilkendt en erstatning.

Susanne Jørgensen er under uddannelse, og hendes mand arbejder som ufaglært, så økonomien er stram.

"Det vigtigste for os er at få afsluttet sagen, så vi kan komme videre i vores liv.

Pengene kan aldrig give os en normal dreng, men de kan sikre Christian et bedre liv, end vi kan tilbyde ham med vores nuværende økonomi. Vi vil kunne købe forskellige hjælpemidler til ham, så vi ikke hele tiden er nødt til at slås med kommunen om hjælp.

Det tapper os for mange af vores kræfter, så vi ikke kan koncentre os 100 pct. om Christian."

"Patientforsikringen sender hele tiden Christian til nye eksperter, og hver gang får Christian frygtelige angstanfald, så han må sove hos os i tre uger efter," siger Christians far, Jan.

Christian blev født med en hjertefejl. Han havde hul mellem de to hjertekamre.

"Han voksede ikke, som han skulle og ville intet spise. Derfor besluttede lægerne på Rigshospitalet at operere ham, da han var otte måneder. Det var her, det gik galt.

Under operationen tabte han meget blod, og lægerne var derfor nødt til at øge trykket fra lunge-hjerte-maskinen, så han kunne få mere blod. Men et håndtag var indstillet forkert, og i stedet for blod blev der pumpet ilt ind.

Den automatiske alarmfunktion virkede først efter tre sekunder, og der var skaden sket," siger Susanne.

Christian vågnede ikke efter operationen, men hospitalspersonalet slog det hen.

"Først halvandet døgn efter operationen, mens min mand var hjemme for at hente nogle ting, blev jeg kaldt ind til Gøsta Pettersson.

Han fortalte mig roligt, at der var sket en fejl under operationen, og at Christian sandsynligvis ikke ville leve et døgn. Det var frygteligt at skulle ringe til Jan.

Selv at fortælle, at det ikke var sikkert, at vores søn levede, når han kom tilbage til hospitalet," siger Susanne.

I tre døgn svævede den lille dreng mellem liv og død. Forældrene blev forberedt på, at hvis han mod forventning vågnede op, ville han være svært hjerneskadet.

Forældrene veg ikke fra hans sygeleje, hvor han blev holdt i live med respirator.

"Lægerne besluttede at forsøge, om han kunne trække vejret selv. Vi skulle ikke forvente, at han kunne genkende os.

Men da han åbnede øjnene, kunne jeg se, at det var min Christian," siger Susanne, der fik sin lille søn med hjem efter ti dage, og så måtte tiden vise, hvor svært handicappet han var.

Christians hjerte var fint, men han var evig og altid syg af lungebetændelse. Hans mor var nødt til at droppe sin uddannelse for at passe drengen.

"Jeg blev gravid igen og fik en lille pige. Hun blev ved med at være gul efter fødslen, og det viste sig, at hun havde en dødelig leversygdom. Vi var nødt til at få en dagpleje til Christian for at tage os af Linnea.

Hun blev også tilknyttet Rigshospitalet. I næsten et år passede jeg hende herhjemme," siger den hårdt ramte mor.

I marts måned sidste år døde Linnea. Den lille pige blev kun et år.

"Først på det tidspunkt havde vi overskud til at starte erstatningssagen for Christian. Det var lægerne på Rigshospitalet, der opfordrede os til det," siger Susanne.

"Nu kan vi ikke mere. Vi vil have fred og ro i vores tilværelse. Det kan ikke være rigtigt, at patientforsikringen skal trække den sag længere," siger Christians far.