Christian Eriksen er med på, at det ikke har været hans bedste uge på landsholdet. Han bebrejder en hård opstart i Tottenham. Det giver jo heldigvis visse løfter.
Han ramte intet topniveau i testkampen forleden mod Tyrkiet, og han ramte heller ikke ret meget i søndagens 2-1-sejr over Armenien i EM-kvalifikationskampen.
Heldigvis kunne knægten godt se problemet efter kampen. Og han havde også en forklaring.
Du blev et tema på pressemødet, fordi vi var en del, der ikke synes, du spillede ret sprødt. Morten Olsen bekræftede egentlig nogenlunde den fornemmelse, så jeg vil være fair og spørge dig, om du er helt uenig?
- Nej, det er vist okay. Jeg kan godt selv se det. Jeg mangler noget skarphed derinde, og det blev ikke, som jeg selv havde håbet på.
Hvorfor er det sådan?
- Jeg har haft en hård opstart. Det er den hårdeste opstart, jeg har oplevet i hele min karriere. Det hænger nok sammen med skarpheden. Hvis jeg ikke føler mig helt frisk, mister jeg noget af skarpheden.
Hvad mener du egentlig med skarphed? Det er jo lidt af hvert?
- Det er sådan følelsen af at miste et skridt og ikke være hurtig nok på fødderne og på bolden. Det er kun en lille smule, men det kan være nok til, at det ikke bliver helt godt.
Den hårde opstart i Tottenham - er det fysisk? Eller mentalt, fordi du skal lære en ny træners playbook?
- Det er mest fysisk. Men det er jo også en anden træner og en ny filosofi, som kræver tilvænning. Så begge dele, men mest fysisk.
Der kører sådan en forestilling om dig i Danmark, fornemmer jeg. Det er måske urimeligt, jeg påstår det. Men du er en meget talentfuld fodboldspiller, og nogen sammenligner dig endda med Laudrup, og på den anden side kan du nogle gange virke sådan helt selvudslettende anonym på det danske landshold i forhold til, hvad vi oplever på tv-skærmen fra Premier League. Er det en vildt urimelig forestilling?
- Det er jo to vidt forskellige steder, jeg spiller. Så det er en anderledes måde. Det betyder vel noget. Der bliver spillet forskelligt. Her er alle gode på bolden og vil gerne have bolden. Så bliver jeg ligesom bare én i mængden.
Jeg fik den ikke. En i mængden på landsholdet eller for Tottenham?
- Ja, der er jo flere ens spillere her på landsholdet. Mange der er gode på bolden og vil i spil med bolden. Så bliver man jo nemmere én i mængden.
Det giver mening.
- Det er jeg glad for.
