Der sker noget underligt, hver gang vi diskuterer mad og sundhed i Danmark. Som da WHO i forrige uge slog fast, hvad vi godt har vidst i lang tid: At forarbejdede fødevarer som skinke og bacon er usunde, og at vi bør skære ned på kød fra firbenede dyr.
Man skulle tro, at WHO var ude på at stjæle Amalienborg og dronningen, så voldsom var reaktionen. Men hey, easy now: WHO prøvede sådan set bare at fortælle, at der er noget, som vi bør spise mindre af for vores egen skyld. Hvis du er ligeglad, så fortsætter du bare som hidtil. Ingen har talt om at forbyde hverken bacon eller skinke. Men nu kan du ikke sige, at du ikke var advaret.
Måske er det i virkeligheden det, som er problemet: Vi kan ikke lide at blive advaret. Der er en grund til, at vi taler om ‘lykkelig uvidenhed’.
Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis mange reagerer med himmelvendte øjne på det stigende antal undersøgelser om, hvor farligt sukker er i store mængder. “Jaja, det er farligt at leve, man kan dø af det,” tænker du måske og vil hellere fortsætte med at betragte den daglige pose vingummi som en uskyldig fornøjelse.
Men hverken voksne eller børn har brug for eller godt af store daglige mængder raffineret sukker. En forsker, jeg kender, siger direkte, at stort set alle livsstilssygdomme i dag leder tilbage til sukkeret. Ikke sukker i små mængder, det har vi brug for. Men i de ekstreme mængder vi spiser i dag.
Med i debatten kommer hver gang diskussionen om det frie valg. Politikerne vil ikke begrænse eller belære. Folk må leve, som de vil, også hvis det betyder, at de æder sig selv ihjel.
Og ja, jeg går også ind for frihed, men jeg går ind for frihed under ansvar. Og ansvarlighed kræver blandt andet, at man i det mindste har en mulighed for at kende konsekvenserne af sit valg og for at træffe andre. Derfor er oplysning nødvendig, også selv om den bringer resultater, vi ikke bryder os om.
Meget handler selvfølgelig om, at vores biologi spiller os et puds. Vores hjerne er vild med sukker, den er en grådig lille ting, som kun vejer 2 pct. af vores kropsvægt, men æder hele 20 pct. af vores energi. Det var ikke noget problem i de hundredtusindvis af generationer, hvor vi konstant var i fysisk aktivitet og i øvrigt havde meget begrænsede sukkermængder til rådighed, primært frugt og honning. Datidens frugter har næppe været sødere end nutidens gulerødder, og de var kun tilgængelige i ret kort tid.
Men i dag bevæger vi os mindre, og der er sukker i snart sagt alt. Og det bliver vi nødt til at kende konsekvensen af, også selv om vi ikke bryder os om det.
Samtidig får jeg ind imellem kvalme over den politiske debat, fordi politikerne konsekvent overser, at den enkelte er oppe imod en formidabel modstander. Jeg har brugt år på at studere kroppen, og hvad der er godt og skidt for den. Alligevel har jeg svært ved at modstå sukker. Vores valg er ikke så frit, som man skulle tro, når man ser debatten.
Fødevareindustrien kender vores sukkertrang og har fyldt varer med sukker, fedt og salt for at få os til at spise mere. Det er en ond cirkel, for vi vænner os til den søde smag og kræver den. En undersøgelse viste for et par år siden, at vi bruger flere penge i det daglige budget på slik, is, kage og sodavand end på grøntsager eller frugt. Så hooked er vi blevet.
Politikerne og vi bliver nødt til at turde tage hul på de diskussioner, som vil gøre det lettere for os at vælge sundt. Det handler om mere information, men heller ikke det kan stå alene. Ingen, jeg har mødt, har valgt at blive meget overvægtig, men vi har skabt et miljø omkring os, hvor det er svært at vælge ikke at blive det.
Udfordringen er at skabe et samfund, hvor vi stadig har frihed til at æde os selv ihjel, hvis det virkelig er det, vi gerne vil. Men hvor det ikke skal være en konstant kamp at undgå det, sådan som det er i dag.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Der sker noget underligt, hver gang vi diskuterer mad og sundhed i Danmark. Som da WHO i forrige uge slog fast, hvad vi godt har vidst i lang tid: At forarbejdede fødevarer som skinke og bacon er usunde, og at vi bør skære ned på kød fra firbenede dyr.
Man skulle tro, at WHO var ude på at stjæle Amalienborg og dronningen, så voldsom var reaktionen. Men hey, easy now: WHO prøvede sådan set bare at fortælle, at der er noget, som vi bør spise mindre af for vores egen skyld. Hvis du er ligeglad, så fortsætter du bare som hidtil. Ingen har talt om at forbyde hverken bacon eller skinke. Men nu kan du ikke sige, at du ikke var advaret.
Måske er det i virkeligheden det, som er problemet: Vi kan ikke lide at blive advaret. Der er en grund til, at vi taler om ‘lykkelig uvidenhed’.
Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis mange reagerer med himmelvendte øjne på det stigende antal undersøgelser om, hvor farligt sukker er i store mængder. “Jaja, det er farligt at leve, man kan dø af det,” tænker du måske og vil hellere fortsætte med at betragte den daglige pose vingummi som en uskyldig fornøjelse.
Men hverken voksne eller børn har brug for eller godt af store daglige mængder raffineret sukker. En forsker, jeg kender, siger direkte, at stort set alle livsstilssygdomme i dag leder tilbage til sukkeret. Ikke sukker i små mængder, det har vi brug for. Men i de ekstreme mængder vi spiser i dag.
Med i debatten kommer hver gang diskussionen om det frie valg. Politikerne vil ikke begrænse eller belære. Folk må leve, som de vil, også hvis det betyder, at de æder sig selv ihjel.
Og ja, jeg går også ind for frihed, men jeg går ind for frihed under ansvar. Og ansvarlighed kræver blandt andet, at man i det mindste har en mulighed for at kende konsekvenserne af sit valg og for at træffe andre. Derfor er oplysning nødvendig, også selv om den bringer resultater, vi ikke bryder os om.
Meget handler selvfølgelig om, at vores biologi spiller os et puds. Vores hjerne er vild med sukker, den er en grådig lille ting, som kun vejer 2 pct. af vores kropsvægt, men æder hele 20 pct. af vores energi. Det var ikke noget problem i de hundredtusindvis af generationer, hvor vi konstant var i fysisk aktivitet og i øvrigt havde meget begrænsede sukkermængder til rådighed, primært frugt og honning. Datidens frugter har næppe været sødere end nutidens gulerødder, og de var kun tilgængelige i ret kort tid.
Men i dag bevæger vi os mindre, og der er sukker i snart sagt alt. Og det bliver vi nødt til at kende konsekvensen af, også selv om vi ikke bryder os om det.
Samtidig får jeg ind imellem kvalme over den politiske debat, fordi politikerne konsekvent overser, at den enkelte er oppe imod en formidabel modstander. Jeg har brugt år på at studere kroppen, og hvad der er godt og skidt for den. Alligevel har jeg svært ved at modstå sukker. Vores valg er ikke så frit, som man skulle tro, når man ser debatten.
Fødevareindustrien kender vores sukkertrang og har fyldt varer med sukker, fedt og salt for at få os til at spise mere. Det er en ond cirkel, for vi vænner os til den søde smag og kræver den. En undersøgelse viste for et par år siden, at vi bruger flere penge i det daglige budget på slik, is, kage og sodavand end på grøntsager eller frugt. Så hooked er vi blevet.
Politikerne og vi bliver nødt til at turde tage hul på de diskussioner, som vil gøre det lettere for os at vælge sundt. Det handler om mere information, men heller ikke det kan stå alene. Ingen, jeg har mødt, har valgt at blive meget overvægtig, men vi har skabt et miljø omkring os, hvor det er svært at vælge ikke at blive det.
Udfordringen er at skabe et samfund, hvor vi stadig har frihed til at æde os selv ihjel, hvis det virkelig er det, vi gerne vil. Men hvor det ikke skal være en konstant kamp at undgå det, sådan som det er i dag.