Et af vores stærkeste instinkter er trangen til at gøre fremskridt. Dens skyggeside er angsten for fiasko, og den kan holde os tilbage.

Jeg ville gerne kunne spille guitar. Faktisk købte jeg en guitar for et stykke tid siden, men den er gemt væk derhjemme, for jeg er bange for, at nogen skal spørge, om jeg vil spille for dem. Og så vil de opdage, at jeg ikke kan.

Jeg har en skade på min højre hånds ringfinger, som gør det svært for mig at komme til at spille godt. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er det, der holder mig tilbage, eller om det bare er en undskyldning. Skal jeg lære at spille, skal jeg igennem et langt forløb, hvor jeg spiller dårligt, og det orker jeg næsten ikke.

Sådan er det med alle former for læring: For at blive god til noget, skal man igennem en lang periode, hvor man er dårlig. It sucks! Og fordi det er så belastende at være dårlig til noget, kan det betyde, at du hurtigt opgiver f.eks. dit nytårsforsæt om at lære et nyt sprog eller gå til yoga. Angsten for fiasko bliver større end trangen til at gøre fremskridt.

Vores vilje til at forbedre os er koblet sammen med det stærkeste instinkt, vi har: overlevelsesinstinktet. Vi har som mennesker været tvunget til at gøre fremskridt, vi har det i vores gener i endnu højere grad end andre væsner. Vi er i modsætning til dem i stand til at forestille os noget, som ikke er sket endnu, og stræbe efter det.

Problemet er, at vi også kan forestille os, hvordan det vil føles, hvis det mislykkes. Vores angst for fiasko, for ikke at gøre fremskridt, er enorm. Hvis du er gnaven, vil du på bunden af følelsen næsten altid opdage, at det er fordi, noget ikke er lykkedes.

Vi er nødt til at huske os selv på, at alt det, vi er gode til, var vi engang dårlige til. Selv om vi er dårlige nu, kan vi blive bedre. Det er et spørgsmål om at blive ved. Men det kræver, at du tager højde for dine følelser og arbejder sammen med dem.

Jeg plejer at sammenligne det med en hest og en rytter. Rytteren er din hjerne, hesten dine følelser. Hvis hest og rytter ikke arbejder sammen, går det sjældent godt. Du skal ikke piske dig selv for de følelser, du har, selv om du er træt af dem. Du skal arbejde sammen med dem. Du skal berolige hesten, mens du tager tøjlerne og leder den i den rigtige retning.

Du er nødt til at kunne berolige dig selv og fortælle, at det ikke er verdens undergang at være dårlig til noget, selv om det næsten kan føles sådan. Det er nødvendigt at være dårlig til noget for at blive god. Du skal bare blive ved, så bliver du før eller siden bedre.

Samtidig skal du også sætte dig et realistisk mål. Hvis jeg bruger superguitaristen Carlos Santana eller Eric Clapton som målestok for, om jeg kan spille guitar, så vil jeg helt sikkert fejle. Mindre kan gøre det.

På et tidspunkt skal du fortælle dig selv, at nu er du god nok, for ellers kan du blive ved i én uendelighed. Hvis du har et mål om at kunne løbe fem kilometer, så skal du ikke for enhver pris sætte det op til ti kilometer og derefter til maraton og ironman, selv om din kollega gør det. Måske er det ikke det rigtige for dig. Trangen til at gøre fremskridt er utøjlet lige så destruktiv som angsten for at fejle.

Et af vores stærkeste instinkter er trangen til at gøre fremskridt. Dens skyggeside er angsten for fiasko, og den kan holde os tilbage.

Jeg ville gerne kunne spille guitar. Faktisk købte jeg en guitar for et stykke tid siden, men den er gemt væk derhjemme, for jeg er bange for, at nogen skal spørge, om jeg vil spille for dem. Og så vil de opdage, at jeg ikke kan.

Jeg har en skade på min højre hånds ringfinger, som gør det svært for mig at komme til at spille godt. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er det, der holder mig tilbage, eller om det bare er en undskyldning. Skal jeg lære at spille, skal jeg igennem et langt forløb, hvor jeg spiller dårligt, og det orker jeg næsten ikke.

Sådan er det med alle former for læring: For at blive god til noget, skal man igennem en lang periode, hvor man er dårlig. It sucks! Og fordi det er så belastende at være dårlig til noget, kan det betyde, at du hurtigt opgiver f.eks. dit nytårsforsæt om at lære et nyt sprog eller gå til yoga. Angsten for fiasko bliver større end trangen til at gøre fremskridt.

Vores vilje til at forbedre os er koblet sammen med det stærkeste instinkt, vi har: overlevelsesinstinktet. Vi har som mennesker været tvunget til at gøre fremskridt, vi har det i vores gener i endnu højere grad end andre væsner. Vi er i modsætning til dem i stand til at forestille os noget, som ikke er sket endnu, og stræbe efter det.

Problemet er, at vi også kan forestille os, hvordan det vil føles, hvis det mislykkes. Vores angst for fiasko, for ikke at gøre fremskridt, er enorm. Hvis du er gnaven, vil du på bunden af følelsen næsten altid opdage, at det er fordi, noget ikke er lykkedes.

Vi er nødt til at huske os selv på, at alt det, vi er gode til, var vi engang dårlige til. Selv om vi er dårlige nu, kan vi blive bedre. Det er et spørgsmål om at blive ved. Men det kræver, at du tager højde for dine følelser og arbejder sammen med dem.

Jeg plejer at sammenligne det med en hest og en rytter. Rytteren er din hjerne, hesten dine følelser. Hvis hest og rytter ikke arbejder sammen, går det sjældent godt. Du skal ikke piske dig selv for de følelser, du har, selv om du er træt af dem. Du skal arbejde sammen med dem. Du skal berolige hesten, mens du tager tøjlerne og leder den i den rigtige retning.

Du er nødt til at kunne berolige dig selv og fortælle, at det ikke er verdens undergang at være dårlig til noget, selv om det næsten kan føles sådan. Det er nødvendigt at være dårlig til noget for at blive god. Du skal bare blive ved, så bliver du før eller siden bedre.

Samtidig skal du også sætte dig et realistisk mål. Hvis jeg bruger superguitaristen Carlos Santana eller Eric Clapton som målestok for, om jeg kan spille guitar, så vil jeg helt sikkert fejle. Mindre kan gøre det.

På et tidspunkt skal du fortælle dig selv, at nu er du god nok, for ellers kan du blive ved i én uendelighed. Hvis du har et mål om at kunne løbe fem kilometer, så skal du ikke for enhver pris sætte det op til ti kilometer og derefter til maraton og ironman, selv om din kollega gør det. Måske er det ikke det rigtige for dig. Trangen til at gøre fremskridt er utøjlet lige så destruktiv som angsten for at fejle.