På trods af at Venstrefolk er under mistanke for magtmisbrug i forbindelse med den såkaldte skattesag, belønner danskerne oppositionens store parti i en ny meningsmåling. Venstre går fra 31 pct. af stemmerne til 32,1 pct. af stemmerne i en ny Gallupmåling foretaget for Berlingske.

Og det selv om skattesagen igen har fået opmærksomhed fra medierne, efter at regeringen har udarbejdet kommissoriet for den skattekommission, der skal kulegrave Venstres rolle i sagen. Det skriver Berlingske.

- Jeg ser vores fremgang som et udtryk for, at danskerne mere er optaget af, hvilket parti de er mest enige med, end enkeltsager, der måtte køre i pressen, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.

SF mindre end Enhedslisten

Gallupmålingen viser også, at SF går tilbage fra 8,1 pct. til 6,9 pct. af stemmerne, og dermed er regeringspartiet nu mindre end Enhedslisten. SFs gruppeformand Pernille Vigsø Bagge erkender, at SF har haft en svær begyndelse som regeringsparti:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svære 100 dage for SF at være regering i, fordi vi har en helt ny rolle, og befolkningen skal vænne sig til at se SF i en ny rolle, hvor vi ikke er i opposition, men sidder med regeringsmagten. Så er det slut med at skitsere det samfund, man gerne ville have, hvis man havde 90 mandater. Nu er det kompromisernes og pragmatismens tid, siger hun.

Til gengæld går Socialdemokraterne for første gang siden valget lidt frem til 23,1 pct. af stemmerne, men ligger stadig lavere end på valgdagen, da partiet fik 24,8 pct. af stemmerne.

Fremgangen kommer, efter at Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, har holdt sin første nytårstale. Talen er blevet kritiseret af eksperter og politikere, men ifølge Gallup er danskerne godt tilfredse:

62 pct. af danskerne mener, at talen var meget god eller overvejende god, mens 90 pct. er enige i statsministerens budskab om, at ingen bare kan kræve sine rettigheder uden at spørge sig selv, hvad de selv kan gøre for Danmark.

Konservative choktal

Selv om Venstre går frem, går Liberal Alliance ned på 4,5 pct. af stemmerne, mens de Konservative med 2,6 pct. af stemmerne rammer en ny bund. Det er alt for lavt, lyder det fra de Konservatives politiske ordfører, Benedikte Kiær:

- Om det er to, tre eller fire pct. af stemmerne, så er det simpelthen bare alt for lavt. For der er langt flere derude, som egentlig er Konservative. Vi skal ud og fortælle helt klart om de gode, gamle konservative dyder og komme med udspil om, at det personlige ansvar skal tilbage til borgerne.