Pierre-Emile Højbjerg er meldt klar til EM-slutrunden og onsdagens åbningskamp mod Tjekkiet.

De danske U21-drenge går ind i EM-slutrunden med holdets største stjerne på banen. Pierre-Emile Højbjerg landede mandag aften i Prag med gode nyheder. Den nye darling er klarmeldt til åbningskampen onsdag aften mod den tjekkiske værter.

»Det går fint. Jeg har haft lidt med knæet og lidt med musklen omkring knæet, men det er okay.Jeg har fået de bedste til at kigge på det, og det var rigtig positivt. Jeg kan spille onsdag. Men du må spørge træneren, om jeg er blandt de 11 startende,« siger Pierre-Emile Højbjerg, da BT møder ham i Prags lufthavn.

Midtbanestjernen blev ellers pludselig meldt tvivlsom, efter han søndag aften fløj til München for at få undersøgt sit lår, der siden A-landskampen lørdag aften mod Serbien har været ramt af 'ubehag'.

Men Jess Thorup, U21-landsholdet og hele fodbolddanmark kan ånde lettet op. Danmarks største profil er med, når det går løs fra på onsdag.