"Jeg frygtede det værste, da jeg hørte braget og skyndte mig ud til skinnerne. Og noget af det første jeg så det myldrende kaos var et menneske, der lå mast til ukendelighed under et af togene. Jeg fandt også hans ene sko. Men jeg vidste med det samme, at der skulle jeg ikke ind og pille. Lokomotivets motor drønede jo endnu for fulde omdrejninger, og jeg kunne se, at der ikke var noget at gøre. Ham kunne jeg ikke hjælpe!"

Henrik Mortensen tager et dybt sug af sin smøg. Fjernsynet kører med nyheder om den togulykke, der pludselig ødelagde den stille idyl i den lille stationsby. Den 34-årige afdelingschef i Dansk Supermarked ved, at der kommer en reaktion. Om en time, i nat eller om 14 dage. Men lige nu holder han de psykiske rystelser nogenlunde i ro ved at tale og tale og tale.

På slaget 6.30 befandt Henrik sig i husets badeværelse. Hans kone Susanne var ved at made parrets datter Natalie, mens den 3-årige søn legede sig ind i en ny dag.

"Pludselig hørte jeg lyden af hylende bremser efterfulgt at et voldsomt brag. Det lød som et fly, der styrtede ned lige i nærheden. Min kone løb ovenpå og så de to regionaltog brasede hen ad skinnerne i et inferno af gnister og røg. Få øjeblikke bankede det på døren, hvor en eller anden skreg, at vi skulle ringe 112," fortæller Henrik Mortensen, som hurtigt kom i tøj og løb de 10-20 meter ud i det afhegnede jernbane-område.

Synet af det dødeligt kvæstede menneske forhindrede ikke Henrik i at bruge øjnene og støtte de passagerer, der var i chok. Der kom et kursus i førstehjælp ham til nytte.

"Jeg skubbede det fra mig, og så løb jeg ind i det ene tog. Det var en pludselig indskydelse. Kupéen var mennesketom bortset fra en mand, der havde problemer med sin vejrtrækning. En redder hjalp ham, så jeg løb ud igen," siger Henrik Mortensen.

Ude igen undrede det Henrik, at de fleste passagerer var så rolige. En var gået i chok, nogle havde blødninger, andre haltede og ømmede sig lidt, og enkelte lod tårerne løbe.

"Men der var ikke panik. Slet ikke. Det var som om, alle havde nok at gøre med at hjælpe og støtte, hvor det kunne lade sig gøre," vurderer Henrik Mortensen, der indså, at det bedste han kunne gøre i den bidende marts-kulde var, at hente tæpper og tilbyde de sårede en midlertidig varmestue hjemme hos sig selv.

Tina Jensen, der også bor i Kølkær, blev vækket af den øresønderrivende støj. På vej mod ulykkesstedet mødte hun en strøm af andre mennesker, og netop ankommet til Spor 1, så hun liget af den ene loko-fører blive båret væk.

"Det er chokerende at se så alvorlige ulykker med sine egne øjne, og jeg føler virkelig med de pårørende," forklarede Tina Jensen, mens hun holdt sig orienteret og skuede ud over resterne af de totaltskadede tog.

Henrik Mortensens reaktion var at handle og komme til undsætning. Han føler, at han gjorde, hvad han kunne. Men fred med sine egne tanker får han ikke foreløbig.

Kølkær er i det hele taget en by i chok. De 100-200 venter på en forklaring på det eneste spørgsmål af brændende interesse: Hvordan? Hvordan kunne det ske?