Lai Ydes gæster får sig noget af en overraskelse, når 'Til Middag Hos' løber over skærmen tirsdag aften.

Skuespilleren har nemlig planlagt en underholdning, der er lidt ud over det sædvanligt.

I TV3-programmet 'Til Middag hos', skiftes fire kendte danskere til at invitere hinanden på tre retters middag. Én af de faste elementer i programmet er, at der i løbet af aftenen skal være en form for underholdning.

Tidligere har der blandt andet været bueskydning og kagebagning på programmet, men i afsnittet, der løber over skærmen tirsdag aften, udsætter værten Lai Yde sine gæster for programmets - til dato - mest bizarre underholdning.

Foran øjnene på sine tre gæster Cath Danneskiold-Samsøe, Heino Hansen og Laura Lindahl udfører han nemlig en såkaldt 'full body'-orgasme' på sin letpåklædte kæreste.

Han forklarer og viser sine gæster, hvordan man ved at slå, nive eller bruge det magnetiske felt, der er rundt om kroppen, kan give en full body orgasme.

Det køber den ene gæst, folketingspolitikeren Laura Lindahl (LA), dog ikke.

»Jeg er et meget rationelt, logisk menneske og for mig er det ikke helt rationelt, at en kvinde får en orgasme, fordi hendes mand kører hånden - ikke engang rører, men sender energier ned af hendes lår,« siger hun i programmet.

Lai Ydes kæreste er dog tydeligvis af en anden overbevisning. Alt imens hans hænder 'svæver' over hende, begynder hun nemlig at ryste og stønne.

»Man sidder og tænker: Hvad forventes der af mig? Skal jeg give et nap med? Eller skal jeg bare nyde forestillingen? Jeg har glemt drikkepengene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« lyder det fra komikeren Heino Hansen, der tydeligvis ikke er tilpas ved situationen.

På samme måde har grevinde Cath Danneskiold-Samsøe det.

»Det er meget, meget grænseoverskridende. I hvert fald for mig. Jeg føler mig ikke komfortabel med det.«

Episoden i 'Til Middag hos' er langt fra første gang, at Lai Yde beskæftiger sig med det erotiske univers på tv. Sammen med ekskæresten Mie Moltke, havde han nemlig programmet 'Sex, Lai og Mie', hvor de hjalp modige par med at forbedre deres sexliv - og hvor det bramfrie par selv fortalte åbent og ærligt om deres eksperimenterende sexliv.

Den 47-årige skuespiller danner par med hollandske Marieke Kouwenhoven, som han har sønnen Noah sammen med. Han har også sønnen Mio fra et tidligere forhold med danserinden Mie Moltke, som han mødte, da han var deltager i 'Vild med dans'.