Nu bliver One Direction-familien udvidet. Louis Tomlinson fra det britiske boyband One Direction er ved at blive dirigeret i en ny retning, han skal nemlig være far.
I begyndelsen af næste år vil det 23-årige boy band-medlem kunne kalde sig far, Louis Tomlinson venter sig nemlig en baby sammen med Briana Jungwirth, der bor i Los Angeles og er stylist.
De to er ikke kærester, men nære venner, lyder det fra en tæt ven til de kommende forældre.
»De er begge virkelige glade, de er godt nok ikke i et forhold, men deres venskab er ekstremt stærkt, og de er begge virkeligt spændte på at få en baby,« siger vennen til magasinet People.
Louis Tomlinson og Briana Jungwirth har mødt hinanden gennem nogle fælles venner tidligere på året, kort tid efter at Tomlinson var gået fra sin tidligere kæreste Eleanor Calder. De gik ifølge People fra hinanden i marts, og i maj blev sangeren set sammen med Briana Jungwirth adskillige gange.
Ifølge den fælles bekendte ønsker Louis Tomlinson at være der for sit barn og barnets mor. Han har allerede kigget på lejlighed i Los Angeles tæt på Jungwirth og har indtil videre deltaget i alle ultralydsscanninger.
»Louis og Briana holder virkelig meget af hinanden og har set hinanden privat en hel masse over de seneste måneder,« siger vennen, som understreger, at Jungwirth er en helt fantastisk pige, og at det ikke er det faktum, at han er kendt, der interesserer hende.
Faktisk havde hun ikke været til en One Direction koncert før for nylig.
