Tilhængere af skotsk uafhængighed fører for første gang i meningsmålingerne, siden valgkampen begyndte, skriver Sunday Times ifølge Reuters.
Med mindre end to uger tilbage før folkeafstemningen viser meningsmålingen et flertal på 51 procent for skotsk uafhængighed af Storbritannien.
Dermed har uafhængighedstilhængerne på bare en måned indhentet det forspring på 22 procentpoint, som den gruppe, der ønsker at Skotland skal forblive en del af Storbritannien, havde.
Hvis skotterne stemmer for uafhængighed skal man i gang med forhandlinger med London om, hvad der skal gøres i forhold til den fælles valuta, statsgælden, olien i nordsøen og fremtiden for den britiske flådestation i Skotland.
BNB/Reuters
Del: