Allan Kuhn gjorde i den forgangne sæson Malmö FF til svenske mestre. Men nu er danskeren blevet fyret.

Det meddeler den svenske klub på deres hjemmeside.

»Malmö FF har taget beslutningen om at skifte cheftræner inden den kommende sæson. Allan Kuhn blev ansat som cheftræner i januar 2016, og han opfyldte målsætningen om at vinde SM-guld samme år. Efter vores årlige vurdering har ledelsen kommet frem til, at andre typer lederegenskaber er vigtige for at lede Malmö FF i sæsonen 2017,« lyder forklaringen på hjemmesiden.

»Allan Kuhn har en varm personlighed, stor fodboldkundskab og tog vores vores 19. SM-guld. Nu er vores bedømmelse, at vi har brug for en anden ledelse for fortsat at forsøge på at nå et nyt niveau med Malmö FF,« siger sportschef Daniel Andersson i en udtalelse.

Der er ikke en afløser klar for Kuhn i den skånske mesterklub. I stedet leder man nu efter en afløser, lyder det på hjemmesiden.

»Malmö FF takker Allan Kuhn for hans indsats for klubben og ønsker ham al mulig held og lykke med den videre karriere.«

Danskeren har angiveligt været upopulær i store dele af spillertruppen. Den svenske avis Expressen skrev fredag, at spillerne var utilfredse med den danske træners manglende taktiske forståelse, og at det efter dele af spillertruppens opfattelse var tydeligt, at Kuhn mangler erfaring som cheftræner. Inden jobbet i Skåne har Allan Kuhn med stor succes været assistenttræner i AaB og Randers, og tidligere har han også været cheftræner i FC Midtjylland.