For mindre end tre uger siden stod Nils Nielsen i spidsen for det danske kvindelandshold, der spillede EM-finale mod Holland for siden at blive hyldet af tusinder af dansker i Viborg og på rådhuspladsen i København. Torsdag annoncerede DBU, at han er fortid som landstræner.

Efter en evaluering af EM-slutrunden og de foregående fire år frem mod succesen i sommer vurderede elitechef i DBU, Kim Hallberg, talentudviklingschef Flemming Berg og Nils Nielsen selv, at det var bedst at finde en ny træner til at varetage kvindelandsholdets interesser fremover.

»Vi nåede inden for et splitsekund frem til, at det ikke skulle være mig, der skulle føre landsholdet videre. Man skal vurdere, om man kan se sig selv i det projekt, der bliver stillet op, eller om der egentlig er brug for noget andet. Der var både DBU og jeg enige om, at der skulle nye kræfter til,« siger Nils Nielsen til BT i det første interview efter fratrædelsen.

Hvad var det, du ikke kunne se dig selv i?

»Da jeg kom, skulle jeg starte et helt nyt hold op. Jeg skulle arbejde med at få flere kvinder ind i trænerteamet, de skulle have licenser og så videre. Det har jeg gjort, og jeg har i de fire år givet alt, hvad jeg havde. Nu skal holdet blive endnu bedre, og hvis jeg skulle smide mere ind i projektet, ville jeg ikke kunne smide mere af det samme ind i det. Der skal ikke mere til, men noget nyt til. Vi kom frem til, at det var bedst for holdet, at der kom en anden til. Jeg vil ikke være der, hvis ikke jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg er den bedste til det her, og jeg er faktisk rigtig glad for den evalueringsproces, vi har været igennem. Den har været meget konstruktiv,« siger Nils Nielsen.

Nu spørger jeg bare: Føler du ikke, at du er en dygtig nok træner til at levere det, DBU gerne vil have ind?

»Jo, selvfølgelig er jeg en god nok træner. Alle trænere kan bidrage med noget. Jeg tror bare, der er brug for noget nyt og ikke mere af det, jeg kan bidrage med.«

Det var først op til og særligt under denne sommers EM-slutrunde, at kvindefodbolden fik sit folkelige gennembrud i Danmark, hvor over 1,5 mio. mennesker så med i semifinalen og finalen, og hvor Rådhuspladsen i København var fyldt med roligans, da holdet landede i Danmark.

Siden har DBU-formand Jesper Møller givet udtryk for, at kvindelandsholdet skulle være endnu bedre, og udviklingen skal fortsætte i årene fremover.

Fantastisk, mener Nils Nielsen, der selv har oplevet, hvordan DBU-systemet hidtil har været tungt at danse med, når det handlede om at få kvindefodbolden anerkendt og prioriteret.

»Det er fantastisk, at de nu forsøger at gøre noget for kvindefodbolden, som de kun har snakket om tidligere. De præstationer, jeg har været med til gennem de seneste år har bidraget til, at DBU er begyndt at tage kvindefodbolden seriøst, og det er jeg da stolt over at have været med til,« siger Nils Nielsen, og løfter lidt mere af sløret for, hvorfor han selv har brug for at trække stikket:

»Det koster rigtig mange kræfter at kæmpe de kampe, jeg har været med til at kæmpe. Det er ikke, fordi jeg ikke vil mere, men fordi det er bedst for alle. Nogle gange har man også brug for en pause fra hinanden, hvis man har været igennem nogle hårde kampe, og det betyder måske også noget her.«

Og hvad så nu? Nils Nielsen ved det ikke selv, men til gengæld har han fået lov at beholde sin løn i de kommende fire måneder, som en slags tak for alt, hvad han har gjort, som han selv udtrykker det.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Det er en ret ny beslutning, så må vi se, hvad der dukker op. Jeg håber da, der kommer noget, og med vores præstationer tror jeg da også, der er rimelig muligheder for, at der også kan tiltrækkes nogle gode folk til at drive landsholdet videre frem,« siger Nils Nielsen.