Per Stig Møllers nærmeste fortrolige og tidligere informationschef Niels Krause-Kjær har gjort det usædvanlige, at han, stort set inden stormen over de konservative har lagt sig, udstiller krigen i Det konservative Folkeparti og dens hovedpersoner med uhyggelig præcision. I romanform ganske vist, men meget præcist beskrevet.

Niels Krause-Kjær var Per Stig Møllers højre hånd i det år, den konservative magtkamp kørte på sit højeste. Han sad med ved alle centrale møder i folketingsgruppen, de daglige gruppemøder og aftengruppemøder og havde adgang til alle informationer, ikke mindst dem af fortrolig karakter.

Derfor vil hans roman "Kongekabale," der udkommer i næste uge på Gyldendal, ganske givet give rystelser langt ind i det konservative folkeparti. Ikke så meget på grund af indholdet, hvoraf det meste er kendt af de konservative på forhånd, men på grund af at forløbet for første gang beskrives i en helhed af en person, der har været med på allernærmeste hold og derved har en særdeles høj grad af troværdighed, også selvom det er skrevet i romanform.

Romanen vil uden tvivl også give genklang langt ind i de andre partiers partikontorer på Christiansborg, og fremover få konsekvenser for journalisters ansættelse i stillinger med indhold af fortrolig karakter som Krause-Kjærs for at undgå lignende romaner.

I romanen afsløres de konservative hovedpersoners ageren i magtkampen og deres motiver totalt.

Hans Engell f.eks. beskrives som "en skiderik" af et magtmenneske med "brutal kontrol" over folketingsgruppen.

"Underholdende var det rigtige ord, for man fik sjældent et ord indført. Selv om bordet var rundt, sad Erik Pingel (dæknavn for Engell i bogen, red.) hver gang for bordenden....Men det blev aldrig til nogen samtale omkring bordet. Hvem talte Pingel egentlig nogensinde med? Han talte til, om og for, men næsten aldrig med nogen. Utroligt at han havde energien til altid at være i centrum...)".

I bogen beskrives det, hvordan Hans Engell, Jens Heimburger, daværende generalsekretær Peter Sterup og Engells daværende pressechef Erik Skov Pedersen ikke bare bestemte, men bestemte ALT.

"I et gensidigt skæbnefællesskab kontrollerede de tre folketingsgruppe, partiapparat, økonomi og partiets korps af tillidsfolk..." lyder det bl.a.

Krause-Kjær beskriver, hvordan Per Stig Møller rev Engell med sig i faldet som en hævn, hvordan Lene Espersens boligsag har spillet en rolle i magtkampen mellem Hans Engell og Per Stig Møller.

Selv om Hans Engell er blevet til Erik Pingel, Per Stig Møller til Sven Gunnar Kjeldsen, og de to magtfulde embedsmænd, Peter Sterup og Erik Skov Pedersen er smeltet sammen til personen Peder Schou, og Lene Espersen er blevet til "boligpigen fra Thyborøn" kan ingen være i tvivl om, hvem der findes bag dæknavnene.

Ingen kan heller være i tvivl om, at Torben Stenman er Jens Heimburger, og hans plan om at blive statsminister inden hans 45-års fødselsdag beskrives nøje, også hvordan den skal fuldbyrdes. Med eller uden Hans Engell. Heimburger var klar til at gå selv, hvis Engell ikke vandt magtkampen over Per Stig Møller.

Og selv om Per Stig Møllers spritdom er blevet til en dom for skattesvig, står det lysende klart, hvad og hvem det handler om.

Romanens første ti kapitler hedder

betegnende nok blot, et, to, tre osv. mens spændingen optrappes i de sidste tre kapitler, der har titlerne, "Knægt", "Dame" og "Konge."