Når den nye sæson af tv-serien ’24’ i aften går i luften på TV3, viser Chloe tænder

Hun er elsket af fans af tv-serien ’24’. Næsten lige så meget som Jack Bauer. Og i hvert fald så meget, at da nyheden om en ny sæson sidste år slap ud, opstod der et massivt krav på de sociale medier. Chloe skal være med. Ellers gider vi ikke se den.

Nu er det uvist, om producenterne af ’24: Live Another Day’ overhovedet havde overvejelser i den retning. Men med er hun. I den grad og med et helt nyt image, der både fysisk og holdningsmæssigt trækker spor til den svenske heltinde Lisbeth Salander fra den svenske ’Millennium’-trilogi.

- Chloe har skiftet udseende fuldstændig. Hun er blevet mere hård og rå i kanterne med tatoveringer og piercinger. Det afspejler, hvad der er sket med hende siden sidst. Regeringen forsøgte at myrde hende på grund af hendes viden. Da det ikke lykkedes, dræbte de hendes mand og søn. Så hun er blevet indædt modstander af regeringen og har dedikeret sit liv til at afsløre dens hemmeligheder, siger 42-årige Mary Lynn Rajskub, som siden sæson 3 i 2003 har medvirket i 125 afsnit af den populære serie og - i lighed med fansene - stadig elsker Chloe.

Var bare en computernørd

- Det sjove er, at hun begyndte jo slet ikke som en hverken særlig sympatisk eller vigtig spiller. Hun var bare en computernørd, som arbejdede på kontoret. Og så skal jeg love for, at der skete noget med maskingeværer, og jeg ved ikke hvad, over de næste sæsoner. Plus selvfølgelig det geniale, at forfatterne gjorde hende til Jacks mest loyale støtte.

- Så pludselig begyndte folk at skrive ’vi hadede hende, men nu er hun cool’. Og jeg vil sige, at de sidste fire år, hvor vi har holdt pause, er der ikke gået en eneste dag, uden at jeg har fået en ’Chloe-kommentar’ på gaden eller på nettet, siger Mary Lynn Rajskub.

På turné med sit standup-show

Herhjemme kender vi hende primært fra netop rollen som den vrisne, sarkastiske og intense Chloe. Men hjemme i USA er Mary Lynn Rajskub lige så kendt som standup- komiker. I hvert fald de senere år.

- Efter jeg stiftede familie - hvilket jeg egentlig aldrig havde regnet med, at jeg ville gøre - besluttede jeg mig til at fokusere mere på standup’en. Det var mere foreneligt med at have en mand og en søn, siger Mary Lynn Rajskub, der er gift med personlig træner Matthew Rolph, som hun har en snart seks-årig søn med.

- Jeg var faktisk på turné med mit standup-show, da jeg blev kontaktet om den nye sæson og blev virkelig overrasket over det, fordi jeg var kommet videre i mit liv.

- Det første par år, efter vi stoppede sæson otte (i 2010, red.), var jeg ligesom lidt på standby i mit liv, fordi vi måske skulle lave en film, måske skulle lave en ny sæson. Og til sidst gjorde jeg op med mig selv, at nu var det kapitel lukket. Men nu er jeg her, siger hun med et stort smil.

- Den her rolle og chance er én, du normalt kun får én gang i dit liv. Nu har jeg fået den to gange. Det er for vildt!