Fire kampe uden sejr i Premier League, et klart nederlag i tirsdagens Champions League-opgør mod Napoli og et ulmende opgør var udgangspunktet for et trængt Chelsea-mandskab, da bundproppen Bolton gæstede Stamford Bridge lørdag eftermiddag.
Her skulle Chelsea forsøge at lægge afstand til den stadig eskalerende krise, der i øjeblikket ikke vil slippe sit tag i det tidligere så suveræne tophold. Det lykkedes for en stund, da holdet uden problemer vandt kampen med 3-0.
I modsætning til tirsdagens nederlag i Napoli var Frank Lampard, Ashley Cole og Michael Essien tilbage i Chelseas startopstilling. I Italien havde André Villas-Boas ellers plantet dem på bænken, fordi de tre spillere angiveligt havde ytret sig meget kritisk i forhold hans evner som manager.
Det, der kunne tolkes som en forsonende håndsrækning fra den pressede portugiser, gav bonus.
Chelsea tog fra start fat om opgøret og lagde et højt pres fremme på Boltons banehalvdel. Det resulterede i flere halvfarlige forsøg fra især angriberen Didier Drogda, men hverken han eller holdkammeraterne formåede at få bolden forbi Adam Bogdan i Boltons mål.
Det skete dog kort inde i 2. halvleg. Et indlæg fra Didier Drogba røg retur til David Luiz, som trak forbi en forsvarer i Boltons målfelt og placerede bolden til venstre for Adam Bogdan.
Efter 61 minutter gjorde Didier Drogba det til 2-0, da han kom højest til et af Chelsea mange hjørnespark og stangede bolden i mål. Frank Lampard rundede scoringen af med sit mål til slutfacit 3-0 til Chelsea.
Med sejren rykkede hjemmeholdet op på fjerdepladsen i Premier League. Men klubben kan igen blive forvist til femtepladsen, hvis Arsenal vinder søndagens lokalbrag mod Tottenham.