Premier League-klubberne Tottenham og Chelsea kan ende med at dele hjemmebane indenfor de kommende sæsoner.

Både White Hart Lane, hvor Tottenham har hjemme, og Stamford Bridge, hvor Chelsea spiller deres hjemmekampe, står således foran omfattende ombygninger, og som et alternativ har begge klubber undersøgt muligheden for at flytte ind på Wembley, mens byggeplanerne realiseres.

Og nu melder det engelske fodboldforbund FA, at de er positivt stemt over for ideen om at afvikle de to klubbers hjemmekampe på det legendariske Wembley. Det er topchefen hos FA, Martin Glenn, der udtaler sig positivt om ideen over for avisen The Daily Mail:

»Der er mange ting i det her. Først og fremmest er det et fodboldstadion, og fodboldkampe er mere profitable at afvikle end koncerter eller andre arrangementer. Vi er et nationalstadion, og vi vil meget gerne bruge det mere. Vi har en forpligtelse over for fodbolden.«

Chelsea har planer om at udvide og ombygge Stamford Bridge for svimlende 5 milliarder kroner, og ifølge planerne skal det nye Stamford Bridge stå færdigt i 2020. Det vil kræve, at Chelsea skal flytte ud af Stamford Bridge i to sæsoner.

Længere nordpå er Tottenham nødsaget til at flytte ud af White Hart Lane i 2017/2018-sæsonen, mens ombygningen af White Hart Lane finder sted, og det kan altså betyde, at de to klubber skal dele Wembley.

»Det er i vores interesse som forbund, at klubberne ombygger deres stadions og skaber fremragende faciliteter. Hvis det er muligt at hjælpe klubberne med overgangen ved at lade dem bruge Wembley, så støtter vi det fuldt ud,« siger Martin Glenn.