Juan Cuadrado er navnet på Jose Mourinhos seneste indkøb. Mandag aften, et par timer inden transfervinduet smækkede i, blev den colombianske angriber præsenteret som ny Chelsea-angriber.
Da Chelsea-svingdøren mandag aften kørte rundt og sendte verdensmesteren Andre Schürrle til Wolfsburg, røg colombianske Juan Cuadrado ind den anden vej.
Den 26-årige angriber kommer fra Fiorentina, og han har kostet London-klubben lige omkring 265 mio. kr. Cuadrado har skrevet under på en aftale for de næste fire og et halvt år og kan få debut for sin nye klub, når mesterskabsfavoritterne møder kriseramte Aston Villa i weekenden. Cuadrado kan både spille lige bag den centrale angriber og på kanten.
Under VM i Brasilien sidste sommer var Cuadrado en af profilerne hos Colombia. Med et mål og fire oplæg spillede han en væsentlig rolle i Colombias succesfulde VM, som endte med et exit mod Brasilien i kvartfinalen.
Siden VM-slutrunden har Cuadrado scoret seks mål i 23 kampe i Italien.
»Jeg er meget glad for den mulighed, som jeg har fået. Det her er en stor klub, og helt ærligt er det en drøm for mig at blive en del af Chelsea-familien og at vide, at manageren tror på mig,« siger Cuadrado i følge Chelseas officielle hjemmeside.
Som en del af aftalen er egypteren Mohamed Salah blevet lejet ud fra Chelsea til Fiorentina resten af sæsonen.