Kommer du til skade ved firmajulefesten, er der gode chancer for, at du ikke selv skal betale for det.

Har snapsen indtaget svælg og hjerne, mens benene valser rundt til »Last Christmas« på dansegulvet, kan firmaets julefrokost ende galt. Men hvad enten det er en ølsjat eller trapperne, der får dig til at snuble og falde foran kollegerne, bliver det betragtet som en arbejdsskade.

Så ender julefesten uheldigvis på sygehuset med benet i gips eller smerter i ryggen, er det arbejdsgiverens forsikring, der betaler behandling, genoptræning og hjælpemidler. Medmindre du har »udvist grov uopmærksomhed«.

- Når man er til firmajulefrokost, er det det samme som at være på arbejde. Også selv om det for mange er en mere festlig form for arbejde end til hverdag, siger Lone Ryberg, som er skadechef i Topdanmark.

Sjældent er det dog alvorlige skader, som de fornøjede julefrokostgæster slutter aftenen i firmaet med, vurderer Lone Ryberg. Men når det går galt, er det oftest med høje promiller i blodet. Alligevel dækker forsikringen også uheldige medarbejdere med sejlende øjne og snapseånde.

- Så længe det sker på arbejdspladsen, dækker firmaets forsikring. Men så snart medarbejderen forlader festen for at tage hjem eller gå i byen med kollegerne, er det på eget ansvar, siger Lone Ryberg, og forklarer samtidig, at arbejdsgiverens forsikring kun dækker arbejdsskader, mens uheld i kopirummet eller rødvin på festkjolen ikke kan udløse forsikringspenge:

- Ødelægger man for eksempel kopimaskinen eller får revet sit tøj i stykker under en lidt for vild dans, mens man var fuld, er det for egen regning, siger hun.