Drømme har vi alle sammen, og store resultater er til alle tider begyndt med en drøm. Uden disse havde verden set ganske anderledes ud. At turde drømme stort og have viljen til igen og igen at piske egen krop og sind for at få det maksimale ud af sig selv gør drømme til virkelighed.

For de 113 danske deltagere er drømmen om OL allerede realiseret. Men formentlig har de alle stadig drømme om at stå på den olympiske skammel med en guld-, sølv- eller bronze-medalje om halsen. Også selv om det for de færreste bliver virkelighed.

Hos Danmarks idrætsforbund og Team Danmark opjusterede de før OL forventningerne til dansk metal fra syv til otte medaljer - bookmakerne er knap så optimistiske og giver stadig lavest odds for syv medaljer. Men én ting er sikkert: Uden drømme - ingen store resultater.

PÅ BT har vi også drømt stort op til disse Olympiske Lege og håber på masser af dansk metal. Men først og fremmest vil vi give den bedste olympiske dækning - for navnet som Danmarks Sportsavis forpligter. Derfor har vi sendt et ekstra stærkt OL-hold af sted til London, og de vil sammen med vores faste sportskommentatorer sørge for, at du hver dag får 20 sider sport - spækket med OL. Og sammen med vores live-dækning på bt.dk, sporten.dk og vores mobilsite er du klædt godt på til at følge 10.500 drømme de næste uger - med særlig fokus på de 113 drømme klædt i rødt og hvidt.

Velkommen til OL 2012 i BT.