Skat bør have ret til hacke sig ind i virksomheders computere, smitte dem med virus eller anvende såkaldte trojanske heste, hvor Skat anbringer små afslørende eller ødelæggende programmer i computere, uden at ejerne får det at vide - alt sammen for at afsløre skattesvindel og bekæmpe kriminelle.

De kontroversielle forslag om at bruge metoder, der normalt kun anvendes af hackere og IT-kriminelle, blev torsdag fremsat af én af Skats digitale eksperter, en chefkonsulent, på en konference om såkaldt bitcoin, en særlig digital valuta, der gør det muligt at betale hinanden, uden at Skat eller andre myndigheder har mange muligheder for at opdage det.

- Skat vil dog kun bruge disse kontroversielle metoder, hvis myndighederne forinden har fået en dommerkendelse, sagde chefkonsulenten på konferencen Pan-Nordic Bit Coin Conference, der blev afviklet i København torsdag under overværelse af under 100 personer.

Chefkonsulenten viste en planche, hvor de tre metoder blev nævnt.

- Jeg har i dag sagt til den pågældende medarbejder, at jeg finder det yderst uheldigt, at han har brugt en planche med det indhold og udtalt sig som han har. Jeg vil gerne sige det så klart som muligt: Det er ikke og det bliver ikke Skats politik at benytte sig af hacking, placering af virus eller trojanske heste. Det er ikke metoder vi på nogen måde kan acceptere, siger Erling Andersen til bt.dk.

- Medarbejderen taler om en fremtid, der ligger 20-50 år ude i tiden, men heller ikke på det tidspunkt har jeg fantasi til at forestille mig, at det er metoder, Skat vil bruge. Der er der ikke hjemmel til og det er der ikke planer om, og alene at nævne det som en mulighed vil jeg lægge afstand til, forklarer skattedirektøren.

Én af de, der overværede indlægget, var formanden for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger.

- Jeg var forarget og chokeret. Det var de fleste i salen, vil jeg påstå. Det virkede som om, at manden sagde dét, han virkeligt mente, helt åbent - at når vi skal fange de kriminelle, så ville det være rart at kunne hacke og sprede virus. Jeg oplevede det som et fuldt ud alvorligt udsagn, og jeg kan ikke forstå, at en officiel repræsentant for Skat kan have sådanne holdninger, siger Rasmus Brygger.

En anden deltager, næstformand Lars Holdgaard fra Dansk Bitcoinforening, overværede også indlægget:

- Han siger, at det er noget, man kunne bruge om 10-20 år, men jeg opfatter det som lidt en joke, en provokation, siger han.

Episoden rammer ind i en månedlang debat om de kontrolmetoder, Skat bruger, og den kultur, der hersker i en organisation, der har vide mulighed for, uden dommerkendelse, at indhente oplysninger, blandt andet om overførsler fra banker og folks brug af telefon.

Søren Sandfeld Jakobsen, professor ph.d. på Aalborg Universitet, ekspert i persondatabeskyttelse, siger:

- Det er da glædeligt, at en overordnet i Skat klart og utvetydigt siger, at det er ikke metoder, Skat skal bruge, men jeg synes da episoden - igen - minder os om, at vi har behov for en grundig debat om de kontrolmetoder, Skat har ret til og ønsker, siger han.